
Din uddannelse afslører dit alkoholforbrug og dit helbred - og svaret vil måske overraske
Ensomhed, rygning, overvægt, dårlige tænder og hårdt, fysisk arbejde. I forhold til en lang række faktorer kan man spore en stigende ulighed mellem folk med korte og lange uddannelser, fattige og rige, og deres forudsætninger for at have et godt helbred. Men der findes én væsentlig undtagelse: Alkoholforbrug. En større andel af de højtuddannede drikker jævnligt mere end 10 genstande om ugen. Og når de drikker, så drikker de også mere ad gangen end dem med de kortere uddannelser. Det viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen om social ulighed inden for sundhed. "Det er lidt af et paradoks," siger Thora Majlund Kjærulff til Videnskab.dk. "Når vi ser på alkoholforbrug, er tendensen modsat end inden for næsten alle andre parametre for sundhed; en større andel af personer med længere uddannelse drikker oftere mere end det, som Sundhedsstyrelsen anbefaler." Hun er epidemiolog og adjunkt ved Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, og som en del af holdet bag undersøgelsen præsenterer hun resultaterne. Resultater, som på trods af et øget fokus og flere nye indsatser viser en stigende social ulighed inden for sundhed og sygdom. Alkoholen er undtagelsen, som alligevel bekræfter reglen om de skæve vilkår for et have et godt helbred. Både Sundhedsstyrelsen og flere studier har tidligere peget på tendensen, for eksempel med tal baseret på geografi: I nogle af landets rigeste kommuner nord for København er man langt mere tilbøjelig til at drikke mere, end man er i Vest- og Midtjylland. I København og Nordsjælland er man især glad for vin, og historisk kan man se, at det er de højtuddannede over 65 år, som skaber uligheden ved at drikke mere end deres jævnaldrende med korte uddannelser. Alkoholen er et paradoks inden for sundhedsområdet, forklarer Thora Majlund Kjærulff. "Anden forskning på området viser, at konsekvenserne af et højt alkoholforbrug er fordelt socialt ulige, sådan at dem med de korte uddannelser, som drikker for meget, bliver mere syge af det end dem med de lange uddannelser." Forskerne bag undersøgelsen har ikke nogen entydig forklaring på forskellen. Men de peger især på den ulighed, der generelt gør sig gældende for vores adfærd. Forskelle i forhold til kost, motion, arbejde. Noget, som også bliver påpeget i artiklen 'Hvorfor bliver rige mindre syge af at drikke end fattige?'. Det ulige alkoholforbrug i Danmark er nogenlunde stabilt i den periode, som forskerne har målt på: Fra 2013 til 2021. Til gengæld bliver uligheden større for nogle af de øvrige faktorer i undersøgelsen. Især dem, som påvirker helbredet hos dem med de korteste uddannelser negativt - og samlet kan man konstatere, at det både forværrer deres livskvalitet og levetid i forhold dem med de fleste ressourcer. Udviklingen er bemærkelsesværdig, skriver forskerne i rapporten. Især fordi man i en lang række år har haft fokus på netop social ulighed inden for sundhed. "Problemet med den hidtidige indsats mod social ulighed er, at man ikke har gjort det, der skal til for at skabe reel forandring for dem med de kortere uddannelser," siger Terese Sara Høj Jørgensen til Videnskab.dk. Hun er lektor ved Afdeling for Social Medicin ved Københavns Universitet, og sammen med professor emeritus Finn Diderichsen har hun oplistet nogle af de tiltag, som ville kunne mindske uligheden. For eksempel at gøre tobak, alkohol og usunde fødevarer mindre tilgængelige. "Der kan være nogle politiske interessekonflikter ved at mindske folks frihed, som gør, at man er tilbageholdende med at skabe de nødvendige strukturelle forandringer," siger hun. Sagt med andre ord kan de nødvendige tiltag være upopulære og dermed koste vælgere. Man har dog allerede forsøgt at komme flere af udfordringerne til livs, tilføjer Terese Sara Høj Jørgensen. Man har bare ikke gjort nok. For eksempel eksisterer der stadig det, hun kalder en 'omvendt proportionalitet', hvor dem, som har mest behov for lægehjælp og forebyggelse, bor de steder i landet, hvor det er mindst tilgængeligt. "For eksempel e...