
Dine fingre er tæt beslægtet med fiskens numsehul
Kig på din hånd, og studer dine fingre. Tænk så over, at det er fiskens numsehul - også kaldet gat - der er årsagen til, at du har dem. Dine fingre. Sådan lyder teorien ifølge ScienceAlert i et nyt studie, der netop er publiceret i tidsskriftet Nature. Selvom det lyder som en vanvittig sammenhæng, er forklaringen faktisk mere simpel end man skulle tro… Sådan da. Forskerne bag studiet viser nemlig, at den såkaldte genetiske tænd-sluk-knap, der startede med at regulere dannelsen af fisks gatåbning for 380 millioner år siden, også er den genetiske knap, der har styret udviklingen af fingre og tæer. "Det faktum, at disse gener (fra fiskens gat, red.) er involveret, er et slående eksempel på, hvordan evolutionen innoverer og genbruger det gamle for at skabe det nye," siger genetiker Denis Duboule fra Genève Universitet i Schweiz til ScienceAlert. "I stedet for at opbygge et nyt reguleringssystem for fingrene har naturen genbrugt en eksisterende mekanisme, der oprindeligt var aktiv i numsehullet." Hvordan dyr har udviklet 'fingre' fra vores fiskeforfædre, har længe været et mysterium for forskere. En tankegang var, at fingrene stammede fra fiskenes finner, men det er ikke den eneste mulige forklaring. For fingerudviklingen er nemlig kodet ind i gener, der kaldes for 'Hoxd'. Og med den viden begyndte en forskergruppe fra Schweiz og USA at undersøge fiske- og musegenomener. Ved at undersøge fostre fra zebrafisk (Danio rerio o.a.) og mus, kunne forskere se, at de genetiske tænd-sluk-knapper, der styrer fingerudviklingen, også styrer zebrafiskens gat. "Det fælles træk mellem endetarmsåbninger og fingrene er, at de repræsenterer ender," siger genetikeren Aurélie Hintermann, der arbejdede ved Genève Universitet under forskningen og nu er på Stowers Institute i USA, ifølge ScienceAlert. "Nogle gange er de enden af rør i fordøjelsessystemet, nogle gange enden af fødder og hænder, altså fingre." Forskerne opfordrer dog til, at emnet undersøges nærmere.