Dit køleskab er en tidsmaskine
Når jeg sætter en liter mælk ind i mit køleskab, gør jeg det for, at den holder sig længere, for jeg drikker ikke så meget mælk, at jeg bare kan lade den stå fremme på køkkenbordet. Lader jeg den stå ved stuetemperatur, skal jeg jo drikke en hel karton om dagen, for at mælken ikke bliver sur og går til spilde. Inde i køleskabet går tiden meget langsommere end udenfor køleskabet - mælken kan overleve flere dage derinde, i modsætning til det korte liv på køkkenbordet. Tiden uden for køleskabet forløber grundlæggende set hurtigere, selvom et ur placeret inden i og uden for køleskabet slår lige hurtigt. Aflæser man dog tiden på de to ure på det præcise tidspunkt, hvor de første tegn viser sig på, at mælken er blevet sur, så vil man se, at der inden i køleskabet er gået mere end dobbelt så lang tid som udenfor. Jeg forsker i teknologifilosofi og har de seneste år været optaget af, hvordan moderne teknologier påvirker vores forståelse af tid. Vores opfattelse af tid, begivenheder og ting hænger tæt sammen: Afstanden mellem solopgang og solnedgang markerer tiden på en dag, mens intervallet mellem solopgang og solopgang er et døgn. Forandringerne i mælken fra at den er frisk, til den bliver sur, er også et ganske specifikt tidsrum. Ligeledes kan jeg også måle tiden, fra jeg tager afsted fra mit hjem i København, til jeg ankommer i Århus. Når det lykkes os at intervenere og aktivt ændre afstanden mellem disse begivenheder via en teknologi - altså mellem frisk og sur mælk, og afgang og ankomst - så har vi gjort brug af en form for tidsmaskine. Køleskabet er med andre ord en velfungerende tidsmaskine, da den mere end fordobler tidsrummet mellem, at mælken er frisk, og at den bliver sur. Bilen og flyvemaskinen blev efter deres opfindelse i begyndelsen af det 20. århundrede også opfattet af mange i samtiden som tidsmaskiner. Pludselig kunne afstande, der plejede at tage flere dage at tilbagelægge til fods, krydses på ganske få timer. Mens køleskabet sænkede tidens hastighed, så satte flyvemaskinen for alvor fart på den. Den danske opfinder Piet Hein (1905-1996), som mange primært kender som digter, tog faktisk også patent på en tidsmaskine i 1987 (selve patentet kan du se her). Piet Hein læste teoretisk fysik på Københavns Universitet og udarbejdede i 1980'erne en maskine, der kunne sende lyssignaler med forskellige tidsintervaller. Befinder man sig i et mørkt rum med en sådan maskine, og tiden mellem to lysglimt langsomt gøres kortere, resulterer det i, at tiden opleves som gående langsommere. Menneskets bevidsthed spiller en afgørende rolle for vores forståelse af tid. De fleste kender følelsen af, at tiden snegler sig afsted, når vi keder os, og at den går super hurtigt, når vi har det sjovt. At måle tiden præcist kan være svært, hvilket vi blandt andet oplever, hvis vi vågner op midt om natten, og det er helt mørkt. Når det er mørkt, så kan vi ikke se nogen forandring, som jo er grundlaget for erfaringen og forståelsen af tid. Af den grund ved vi ofte ikke, om vi i løbet af natten har været vågne i 5 minutter eller en hel time, når vi står op om morgenen. I det antikke Grækenland er tænkeren Protagoras (ca. 490 f.v.t. til ca. 411 f.v.t) kendt for at sige, at mennesket er alle tings mål. Med denne læresætning mente han, at om noget er stort eller småt, godt eller ondt, hurtigt eller langsomt, afhænger af den person, der bedømmer det. Der er ifølge Protagoras ikke nogen objektiv, gyldig sandhed om disse helt basale ting. Betragter man tiden på den måde, så har den ikke nogen fastlagt hastighed. Nogle gange går tiden hurtigt, andre gange går den langsomt. Nogen kan sige, at de synes en forandring tog lang tid, mens andre folk kan erfare den samme forandring som hurtig. Bevidstheden kan få tiden til næsten at gå i stå, og få et øjeblik til at vare utroligt længe, når det drejer sig om en vigtig eller pinlig situation. Bevidstheden kan også få det til at føles som om, at en uge eller en måned er forsvundet inden man kunne nå at tænkte si...