
"Drømmefund": 800 år gammel guldring dukker op af jorden
Det er ikke hver dag, man oplever guld dukke op af jorden. Men det var præcis, hvad arkæolog Linda Åsheim oplevede en sommerdag i Tønsberg i Norge. Hun stod alene og gravede i den mørke jord, da en lille, smuk guldring kom til syne. Det skriver Norsk institutt for kulturminneforskning (NIKU) om det, de kalder et "drømmefund". "Shit, er det guld!" var det første, Linda Åsheim tænkte, da hun stod med ringen. Ringen blev fundet cirka syv centimeter nede i jorden i et jordlag, hvor der tidligere har været dyrket afgrøder, skriver NIKU. Selve jordlaget, som ringen lå i, er ikke dateret. Men lige ovenover ringen fandt arkæologerne en lille grankvist. Den er blevet kulstof 14-dateret, som er en metode, man bruger til at bestemme alderen på organisk materiale. Den viste, at kvisten stammer fra årene 1167 til 1269. Derfor er ringen sandsynligvis ældre, fordi den lå under kvisten i jorden. Ringen er lavet af guld og har en blå, oval sten. Stenen er formentlig af glas og har ifølge forskerne sandsynligvis fået sin farve for at ligne en safir. I middelalderen mente man, at blå sten som safirer havde særlige kræfter og stod for guddommelighed, beskyttelse og kyskhed. Selvom stenen i ringen formentlig er lavet af glas, har den haft samme symbolske betydning. Ringen er dekoreret med filigran, som er en håndværksteknik, hvor meget tynde metaltråde bliver snoet, bøjet og sat sammen til mønstre. På de små spiraler i mønsteret er der sat små, runde guldkugler fast - den teknik kaldes granulering. Ifølge Marianne Vedeler, der er professor ved Kulturhistorisk Museum, stammer disse håndværksteknikker fra udlandet og kom til Norge i den tidlige middelalder. Det er 15 år siden, man sidst fandt en guldring i Tønsberg. I den nationale database er der registreret omkring 220 guldringe, og kun 63 af dem er fra middelalderen. Ringen er rimelig lille, cirka ringstørrelse 50–55, og har ifølge forskerne sandsynligvis tilhørt en kvinde. Den særligt flotte udsmykning tyder på, at ejeren har været fra de øvre sociale lag.