
Drop drømmen om storbyer på Månen - der er ikke vand nok, siger forsker
At bygge og bo i permanente byer på Månen. Det er et mål, som NASA, Elon Musks SpaceX og Jeff Bezos Blue Origin arbejder henimod. Siden 2013 har vi nemlig vidst, at der ligger store mængder nedfrosset vand på Månen, og den opdagelse har blandt andet givet anledning til drømmen om at etablere baser og byer på Månen. I et nyt studie har to astrofysikere fra Harvard University undersøgt, hvorvidt selvforsynende byer på Månen overhovedet er muligt. Og de har dårlige nyheder til dem, der drømmer om at bygge en decideret måne-metropol, skriver en af forskerne selv i en artikel på phys.org. Der vil næppe være vand nok på Månen til at etablere en selvforsynende by deroppe på sigt, lyder budskabet. Vandet befinder sig på bunden af nogle store mørke kratere ved Månens poler, hvor fordampningen af det er nærmest ikke-eksisterende. Den højest antagede mængde vand (cirka 910 millioner tons), som man tror kan gemme sig i kraterne, ville være nok til at forsyne en by med en million indbyggere i et par år. Hvis man formår at genbruge 98 procent af vandet, som det er tilfældet på Den Internationale Rumstation, ISS, vil vandet slippe op efter lidt over 100 år. De mere pessimistiske bud foreslår til gengæld, at mængden af vand i kraterne er helt ned til 30 gange mindre end dette. Så hvis storbyer på Månen skal kunne lade sig gøre, vil vi være nødt til enten at finde nye gemte vandreserver under overfladen, eller også kræves der endnu mere effektiv genbrug af vandet. En månelandsby med et sted mellem 1.000 og 10.000 indbyggere er derimod ikke utænkelig ifølge forskerne. Lige nu er der dog heller ikke planer om at bygge byer i den størrelsesorden, som forskerne anslår er urealistiske. NASA's Artemis-program har eksempelvis som erklæret mål at etablere månebaser til astronauter i 2030'erne. Forskerne bag det nye studie vurderer til gengæld, at mangel på strøm ikke bliver et problem for 'måneboerne'. Kanterne af de mørke kratere, som det frosne vand ligger i bunden af, befinder sig nemlig i næsten konstant solskin. Ved at bygge kilometer høje tårne dækket af solceller, mener forskerne, at man ville kunne generere op mod tre gigawatts, hvilket ifølge forskernes beregninger, er strøm nok til at forsyne en måneby med omtrent en million indbyggere.