Et år med Trump 2.0: USA har ingen sammenhængende udenrigspolitik eller strategi
Det er nu 12 måneder siden, at Donald Trump blev indsat som USA's 47. præsident. Et år med Trump kan efterlade én med en paradoksal tidsfornemmelse. På den ene side går alting for hurtigt. Som under voldsom turbulens på flyet sidder hjertet i halsen. Man ønsker brændende, at der kan komme ro på – pulsen ned, tid til at forstå og forholde sig, mulighed for at reagere fornuftigt og velovervejet. På den anden side går tiden alt for langsomt. Er vi der ikke snart? Man længes efter at komme videre, slippe for kaos og usikkerhed, få afklaring. Men det første år i Trumps anden præsidentperiode har bekræftet, at usikkerheden nu er et vilkår for alle – og at verdenspolitikken bevæger sig ind på en bane med mere turbulens. Trumps tilgang er notorisk vanskelig at indfange bag tasterne – især hvis man ikke vil overhales af virkeligheden. Alligevel bliver det efterhånden tydeligere, hvad vi ved, og hvad vi ikke ved, om Trump 2.0-administrationen og dens konsekvenser for amerikansk udenrigspolitik og for det transatlantiske forhold. Farvel til USA's globale lederskab Kun tre dage inde i 2026 angreb USA som bekendt Venezuela – og tog præsident Maduro og hans hustru til fange. Operationen affødte spørgsmål og debat om amerikanernes næste mål i bestræbelserne på at styrke USA's magtposition på den vestlige halvkugle. Cuba, Columbia og Mexico bør ifølge Trump føle sig truet. Og i skrivende stund er Trump-administrationens ambition om at overtage Grønland igen øverst på dagsordenen. Nu endda med en slet skjult trussel om, at en overtagelse kan involvere anvendelsen af militær magt. Begivenhederne i de forgangne uger skaber ustabilitet i hele verden, men vi må også erkende, at det er normaltilstanden med Trump ved roret. Angrebet i Venezuela og truslerne mod Grønland slår fast, at Trump-administrationens udenrigspolitik indebærer en komplet tilsidesættelse af folkeretten, af basale normer om suverænitet og national selvbestemmelse. Samtidig siger Trump farvel til den grundforståelse, som amerikanske præsidenter har abonneret på siden Anden Verdenskrig: At USA's globale magt afhænger af et stærkt alliancesystem, hvor man behandler allierede som venner og partnere snarere end som fjender eller undersåtter. Spillepladen ser anderledes ud Under Trumps første præsidentperiode blev mange af hans idéer og impulser holdt nede af de ledende embedsfolk, officerer og rådgivere i det daværende regeringsapparat. Denne gang er der få af den slags begrænsninger, og flere af administrationens topfolk presser endda på for en endnu mere omvæltende udenrigspolitik. Det gælder blandt andre vicepræsident JD Vance, forsvarsminister Pete Hegseth og toprådgiver Stephen Miller. Det betyder ikke, at Trump-administrationen står alene på den internationale scene. Spillepladen ser bare anderledes ud. Der laves aftaler og findes (midlertidige) løsninger på problemer uden om de traditionelle kanaler og uden om allierede – og typisk med øje for, at Trump og hans folk kan høste en økonomisk gevinst. For eksempel knyttes amerikansk udenrigs- og forsvarspolitik i Mellemøsten nu direkte sammen med forretningsaftaler mellem Trumps familie og venner på den ene side og de rige golfstater på den anden side. Trump-administrationen ignorerer også de normale spilleregler, når den håndterer de presserende sikkerhedspolitiske kriser i Ukraine, Gaza, Grønland og Taiwan. Når normer og værdier er uden betydning, kan man samarbejde med hvem som helst om hvad som helst. En kaotisk udenrigspolitik Medier, politikere og analytikere verden over spekulerer i, hvad der styrer USA's udenrigspolitik, hvad den 'dybe sandhed' om Trump-administrationens tilgang er. Er Trump til at handle med, eller skal selv tidligere venner forvente afpresning og korruption? Ønsker Trump reelt et opgør med USA's krige og interventioner, eller måske snarere et amerikansk imperium? Går han efter at lave en aftale med Kina og Rusland om en opdeling af verden, eller vil han lægge sig ud med alt og alle? Svaret er formentl...