Eventyr til juleferien: 'Historien om en Moder' fik ny slutning hele to gange

I løbet af juleferien udlægger fire forskere fire af H.C. Andersens eventyr. I dag skriver lektor Ane Grum-Schwensen om 'Historien om en Moder'. Under artiklen kan du læse selve eventyret. Det er næsten en umulig bedrift at udpege ét enkelt H.C. Andersen-eventyr som det bedste. Der er så mange fremragende fortællinger, og ofte ender favoritten med at være netop dén historie, jeg senest har genlæst. Alligevel er der fortællinger, der vender tilbage igen og igen - både i tankerne og i forskningen. Én af dem er 'Historien om en Moder', som første gang blev udgivet i 1847. Det er i enhver forstand et fantastisk eventyr. Fortællingen rummer klassiske eventyrtræk: En hovedperson - moderen - der forlader hjemmet og gennemgår prøvelser, hjælpere der viser vej, og en ultimativ modstander, Døden. Men H.C. Andersen udfordrer strukturen. Hjælperne forlanger en høj pris, og modstanderen kan måske endda opfattes som en hjælper. Samtidig trækker historien på en fantasifuld, drømmende tone, som man også ser i moderne fiktion, og ender med et åbent, foruroligende punktum, hvor moderen til sidst lader Døden bære barnet ind i det ukendte land. Fortællingen er dybt gribende. Den viser både det ekstreme offer, en forælder vil bringe for sit barn, og den knusende overgivelse, når skæbnen ikke kan ændres. Det er bemærkelsesværdigt, at H.C. Andersen formår at skildre en forældres pine og smerte så præcist, selvom han aldrig selv fik børn. Sproget og fortællestilen i 'Historien om en Moder' er klassisk H.C. Andersen. Allerede i de første afsnit er emnet tydeligt, og hans billedrige sprog står klart: "det gamle ur snurrede og snurrede, den store blylod gled lige ned på gulvet, bum! og uret stod stille". Selvom H.C. Andersen tidligere havde skrevet om døende børn, kæmpede han med slutningen på denne historie, selv i den håndskrevne udgave, han afleverede til trykkeriet. Den første version havde, hvad man kunne kalde en lykke slutning: Moderen vågner, og det hele var en drøm. Han streger det straks ud og erstatter det med: "Og Døden gik med hendes barn ind i den evigblomstrende have". Men heller ikke denne udgave var han tilfreds med. Han ændrede 'evigblomstrende have', et synonym for paradiset, til 'det ubekjendte land'. Lars Bukdahl har i Weekendavisen beskrevet dette kunstneriske skift som "at punke sin sødsuppe til saltlakrids" - en præcis metafor for H.C. Andersens modvilje mod det sødladne og 'puttenuttede'. I dag er eventyret ikke lige så kendt som mange af hans andre, men i H.C. Andersens samtid var dets gennemslagskraft tydelig. Fortællingen blev oversat til bengali allerede i 1858 og blev populært i Indien. Da H.C. Andersen fyldte 70 i 1875, fik han en polyglot-udgave af fortællingen foræret - oversat til hele 15 sprog. Et vidnesbyrd om fortællingens globale rækkevidde. Du kan læse mere om digterens skriveprocesser i bogen 'H.C. Andersen ved skrivebordet', der udkom i november 2025 hos Nord Academic/Gads Forlag. Der er også et kapitel om konservering og multispektral affotografering, hvis du er mere interesseret i naturvidenskab end i litteratur. Her følger H.C. Andersens eventyr 'Historien om en Moder' i en udgave på moderne dansk, som stammer fra hcandersen.dk. Der sad en mor hos sit lille barn, hun var så bedrøvet, så bange for at det skulle dø. Det var så blegt, de små øjne havde lukket sig, det trak så sagte vejret og imellem med et dybt drag ligesom om det sukkede. Og moren så endnu mere sorgfuld på den lille sjæl. Da bankede det på døren, og der kom en fattig, gammel mand svøbt ligesom i et stort hestedækken, for det varmer, og det trængte han til, det var jo kold vinter; alting udenfor lå med is og sne, og vinden blæste så at det skar i ansigtet. Og da den gamle mand rystede af kulde, og det lille barn sov et øjeblik, gik moren hen og satte øl i en lille potte ind i kakkelovnen at det kunne varmes til ham. Og den gamle mand sad og vuggede, og moren satte sig på stolen tæt ved ham, så på sit syge barn der trak så dybt vejret og løfted...