Eventyr til juleferien: I 'Prinsessen på ærten' prikker H.C. Andersen hul på eventyrboblen

I løbet af juleferien udlægger fire forskere fire af H.C. Andersens eventyr. I dag skriver postdoc Sarah Bienko Eriksen om 'Prinsessen på ærten'. Under artiklen kan du læse selve eventyret. 'Prinsessen på ærten' har haft den pudsige skæbne at være så populær, at mange aldrig får den læst. Det er en fejl. Og eftersom den fylder omkring 350 ord - altså kortere end den artikel, du læser nu - er det også en fejl, der let kan udbedres. Eventyret begynder med en prins, der rejser verden rundt i jagten på en 'rigtig' prinsesse. Han har mødt mange kandidater på sin vej, men ingen af dem var 'rigtige nok', og for ham duer kun den 'ægte' vare. Ordene 'rigtig' og 'virkelig' optræder hele ni gange i denne korte fortælling - i klar modstrid med alle skrøner om god stil og sproglig variation. Så da en mulig prinsesse banker på slottets port en stormfuld nat, med regnvandet løbende ned gennem håret og ud af skoene, bliver hun bogstaveligt talt et billede på spørgsmålet om, hvordan man egentlig afgør, om noget er ægte. Ser man det ved første øjekast? Kan man aflæse det i adfærden? Eller må man fornemme det? For at finde ud af, om deres gæst er den ægte vare, tester dronningen hende med en seng, der er en prinsesse værdig: 20 edderdunsdyner lagt oven på 20 madrasser (selv H.C. Andersens brug af ordet 'rigtig' kan dårligt måle sig) og nederst én enkelt ært. Ikke en perle eller en diamant, men det mest ydmyge husholdningsobjekt. Gæsten overser imidlertid ikke det mindste. Hun vågner blå og gul over hele kroppen, og i endnu værre forfatning end da hun kom. Hoffet er straks tilfredse - kun en ægte prinsesse kunne være så følsom! - men ironisk nok kommer hele øvelsen dem ikke et skridt nærmere på at kunne genkende en prinsesse. Det er hendes evne til at mærke efter, der består prøven, ikke deres. Det ægte, antyder H.C. Andersen, kender ganske enkelt sig selv. Vi kan alle gætte, hvad der derefter sker, men hvad med tiden efter brylluppet? Her finder vi Hans Christian Andersens mest nyskabende bidrag til det traditionelle eventyr: nemlig at ærten får sin egen slutning. Den får hædersplads i det kongelige museum: "hvor den endnu er at se den, hvis ingen ellers har taget den". En dansk læser i 1835 kunne ikke undgå at bemærke hentydningen til tyveriet af Danmarks nationalklenodier, Guldhornene fra Gallehus, der i 1802 forsvandt fra netop dette sted. Mindre oplagt er det, at H.C. Andersen med denne reference sprænger boblen omkring eventyrets verden og sender ærten direkte ud i den virkelige verden. Følte vi det? Måske ikke. Men på den anden side kan den jo være blevet stjålet. "Se, det var en rigtig historie!", slutter eventyret sigende. Ikke en sand historie, vel at mærke, men det umulige fænomen: 'virkelig fiktion'. Og hvis vi selv ønsker at teste det, er det ikke H.C. Andersens skyld, at den ægte genstand mangler i museet. I modsætning til prinsessen leverer dette eventyr ikke en pæn og ordentlig afslutning - og netop det er stor kunsts rigdom: den vækker eftertanke, gemmer forundringen i det helt hverdagsagtige. Den bliver aldrig færdig, men inviterer os til at lege videre med vores eget "lykkeligt til deres dages ende". Her følger H.C. Andersens eventyr 'Prinsessen på ærten' i en udgave på moderne dansk, som stammer fra hcandersen.dk. En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen at lukke op. Det var en prinsesse som stod udenfor. Men Gud, hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned af hendes hår og hendes klæder, og det løb ind ad næsen på skoen og ud ad hælen, og så sagde hun at hun var en virkelig prinsesse. "Ja, det skal vi nok få at vide!" tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekammeret, tog alle sengeklæderne af og lagde en ært på bunden af sengen. Derpå tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten, og så endnu tyve edderdunsdyner oven på madrasserne. Der skulle nu pri...