
Følg med live torsdag morgen: Sygdomsramt besætning fra rumstationen lander på Jorden
For første gang nogensinde har den amerikanske rumfartsorganisation NASA valgt at sende et hold astronauter hjem før tid på grund af problemer med helbredet. Hjemsendelsen fra Den Internationale Rumstation, ISS, påbegyndes onsdag aften, og du kan følge astronauternes rejse tilbage mod Jorden live i videoen ovenfor. De fire astronauter, som skal hjemsendes, bliver fragtet i en Dragon-rumkapsel fra firmaet SpaceX – den samme type rumfartøj, som bragte den danske astronaut Andreas Mogensen tilbage til Jorden i 2024 efter hans ophold på rumstationen. NASA har ikke offentliggjort, hvem af de fire astronauter, som er syg, eller hvad vedkommende fejler, men det meddeles, at patientens tilstand er 'stabil'. "På grund af medicinsk fortrolighed er det ikke passende for NASA at dele flere detaljer om besætningsmedlemmet," skriver NASA i en opdatering om hjemsendelsen. Dansk rumlæge: Det må være alvorligt Holdet, som skal hjemsendes, kaldes for Crew-11 og består af de amerikanske astronauter Zena Cardman og Mike Fincke, den japanske astronaut Kimiya Yui samt den russiske kosmonaut Oleg Platonov. De forventes at lande med hjælp fra en faldskærm i Stillehavet ud for Californiens kyst omkring kl. 09.41 torsdag 15. januar dansk tid. Alle tidspunkter for hjemrejsen kan dog ændre sig afhængigt af vejret, oplyser NASA. Den danske rumlæge og tidligere professor Peter Norsk har tidligere udtalt til Videnskab.dk, at evakueringen fra rumstationen er usædvanlig. "Det må være en temmelig alvorlig tilstand, når man vælger at sende astronauterne hjem, så kort tid før deres mission egentlig slutter. For det er enormt dyrt og omkostningsfyldt at ændre planer på en rummission," siger Peter Norsk, som tidligere har været forskningsleder hos NASA, i en artikel på Videnskab.dk. Han henviser til, at man eksempelvis har oplevet astronauter på rumstationen, som fik blodpropper i halsen, uden at det tidligere har ført til diskussioner om afbrydelse af deres rummission. Når de fire astronauter forlader rumstationen i aften, vil der være tre besætningsmedlemmer tilbage på stedet; de to russiske kosmonauter Sergey Kud-Sverchkov og Sergey Mikaev samt den amerikanske NASA-astronaut Christopher Williams. Ved en ceremoni mandag aften dansk tid fik den russiske kosmonaut Sergey Kud-Sverchkov overdraget kommandoen over rumstationen. Efter planen vil fire nye astronauter blive sendt op til rumstationen i februar.