
Falske forestillinger om indvandrere lever på tværs af politiske skel, viser studie
Hvor godt klarer ikke-vestlige indvandrere sig egentlig i Danmark? Hvis man spørger danskerne, er de mere kriminelle, mindre på arbejdsmarkedet og i uddannelse samt mindre støttende over for demokratiske værdier, end de faktisk er, viser en ny dansk undersøgelse fra Aalborg Universitet. Danskerne overvurderer problemerne og undervurderer fremskridtene, selv når statistikker vidner om en mere positiv udvikling. At der hersker den slags misopfattelser i majoritetsbefolkninger i den vestlige del af verden, er veldokumenteret i tidligere forskning, forklarer Karen Nielsen Breidahl, lektor ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet og medforfatter til studiet. Det nye i studiet er, at disse misopfattelser af indvandrere ikke kun findes hos grupper, der stemmer til højre eller er kritiske overfor indvandrere, men også blandt folk, der generelt er positive over for indvandring. "Det vidner om, at der mangler nogle nuancer i debatten. På flere parametre går det fremad med integrationen, og mere end folk går og tror," siger Karen Nielsen Breidahl til Videnskab.dk. Forskerne har spurgt 1.812 danskere om deres opfattelse af, hvordan det står til med beskæftigelse, kriminalitet, uddannelse og holdninger blandt ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere. Resultaterne viser, at: deltagerne vurderede i gennemsnit, at 34 procent af ikke-vestlige indvandrerkvinder var i beskæftigelse. Det korrekte tal var 52 procent i 2015. deltagerne overvurderede, hvor mange unge mænd med ikke-vestlig baggrund der blev dømt for kriminalitet i 2019. deltagerne undervurderede, hvor mange ikke-indvandrere der erklærer deres støtte til demokrati og ligestilling mellem kønnene. deltagerne vurderede, at langt flere oplever negativ social kontrol i forbindelse med valg af partner, end Medborgerskabsundersøgelsen fra Udlændinge- og Integrationsministeriet har vist. Kort sagt: Folk overvurderer de negative sider og undervurderer fremskridtene. Undersøgelsen kommer ikke med en decideret forklaring på, hvorfor negative misopfattelser er så fremtrædende som tilfældet er. Men på baggrund af resultaterne kommer forskerne med nogle mulige forklaringer. Ifølge Karen Nielsen Breidahl påvirkes danskernes vurderinger ikke kun af deres egne holdninger til for eksempel indvandring, men også af, hvordan migration og integration debatteres politisk. "Hvis eksisterende holdninger til indvandring og indvandrere alene var drivkræften bag misopfattelser, ville vi ikke finde, at negative misopfattelser er så fremtrædende på tværs af befolkningen." Hun peger på, at noget tyder på, at det er den kritiske fløj, som er dominerende i debatten om ikke-vestlige indvandrere, og at der ikke eksisterer end decideret modpol hertil. Det mener hun blandt andet bunder i, at mange danskere ikke har personer med en ikke-vestlig baggrund i deres omgangskreds. Ifølge tal fra Danmarks Statistik udgjorde ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere mindre end ti procent af befolkningen i 2022. "Hvis man for eksempel debatterer håndværkere og kritiserer deres jargon, vil der som regel altid være én, som kender en håndværker, og som kan modsige kritikken." "Mange har derimod ikke ikke-vestlige indvandrere i deres omgangskreds, og det kan være svært at udfordre misopfattelser om noget eller nogen, man ikke kender til." Jens Peter Frølund Thomsen, lektor i statskundskab, er enig i, at danskerne overvurderer de negative sider ved ikke-vestlige indvandrere. Men han understreger, at stereotyperne ikke er helt løsrevet fra virkeligheden. "Der er en kerne af sandhed i de negative stereotyper, eksempelvis vedrørende en overrepræsentation i arbejdsløshedskøen eller kriminalitet." At misopfattelserne ikke er løsrevet fra virkeligheden, er Karen Nielsen Breidahl enig i. Hvis der er højere kriminalitet eller arbejdsløshed i nogle grupper, kan det få folk til at tro, at problemerne er større, end de egentlig er. "Vores undersøgelse viser, at misforståelser især er store på kriminalitetsområdet...