
Forsker anbefaler: Hvis du skal vælge én træningsmaskine, bør det være denne
Hvis du har sat dig for, at dette skal være året, hvor du endelig kommer i bedre form, men tanken om timelange træninger og propfyldte fitnesscentre i sig selv gør dig udmattet, bør du læse med her. For Daniel Berglind, forsker i folkesundhedsvidenskab ved Karolinska Instituttet i Stockholm, har det ifølge Svenska Dagbladet på samme måde. Han ønsker ikke at bruge for lang tid på sin træning. Samtidig mener forskeren, at mange mennesker overvurderer, hvor lang tid det tager at holde sig i form. For både styrke og kondition kan opbygges med relativt lille indsats, forklarer han. Og det er præcis det mantra, forskeren selv lever efter. "Jeg har bygget mit eget træningscenter i kælderens opbevaringsrum og vil gerne være færdig på 20 minutter," fortæller Daniel Berglind til Svenska Dagbladet. For træning, der ikke kræver rejsetid eller koster penge, er nemmere at få presset ind i hverdagen, og det kan være en afgørende faktor for, at folk rent faktisk motionerer. Og så kommer man langt med blot to styrketræningspas om ugen, forklarer han. Han opfordrer til at lave en simpel styrketræningsrutine med vægte, elastikker eller kettlebells. Men hvis du alligevel føler et behov for at investere i en maskine, så opfordrer Daniel Berglind til, at valget falder på en særlig maskine: Romaskinen. "Det er en af de få maskiner, hvor man virkelig bruger hele kroppen, og den kombinerer styrke og kondition på en måde, som andre maskiner har svært ved at matche," fortæller han. Samtidig er det en god løsning for overvægtige, der vil træne og tabe sig, afslutter forskeren.