
Forsker: Bubble tea-indtag bør begrænses - og drik den uden sugerør
De er efterhånden alle steder: Bubble tea-forhandlere, der sælger deres Instagram-venlige drikke i et utal af smagsvarianter. Den taiwanske drik, som originalt er en blanding af sort te, mælk, sukker og vingummiagtige tapioka-perler, der udvindes af kassavaplanten, har vundet global udbredelse siden 1980'erne. Men nye tests peger på, at den populære drik fortjener et mere kritisk blik. En undersøgelse fra Consumer Reports (amerikansk nonprofitorganisation, der tester produkter for forbrugere, red.) har afsløret høje blyniveauer i en række bubble tea-produkter i USA, hvilket igen fyrer op under tidligere bekymring for kassavabaserede fødevarer. Tapioka-perlerne, som er de karakteristiske 'bobler', fremstilles af kassavastivelse, og roden optager let bly og andre tungmetaller fra jorden, mens den vokser. Men der er også andre risici forbundet med de eksploderende tapiokaperler. De er meget stivelsesrige, hvilket betyder, at store mængder kan forårsage en tilstand kaldet gastroparese, hvor mavesækken tømmer sig for langsomt - eller i nogle tilfælde føre til egentlige blokeringer. Det kan resultere i kvalme, opkastning og mavesmerter, og symptomerne kan være særligt voldsomme hos personer, der i forvejen har langsom fordøjelse. Selvom guar-gummi, som er et fortykningsmiddel, der ofte tilsættes bubble tea, er ufarligt i små mængder, kan det føre til forstoppelse, hvis man drikker det ofte. Bubble tea-drikkens sammensætning påvirker også nyresundheden. I 2023 fjernede taiwanske læger over 300 nyresten fra en 20-årig kvinde, der havde drukket bubble tea i stedet for vand. Visse komponenter, herunder oxalat og forhøjede fosfatniveauer, kan bidrage til dannelsen af nyresten. Det ekstreme tilfælde i Taiwan afspejler dog sandsynligvis et usædvanligt højt forbrug. For børn er risikoen mere umiddelbar. Perlerne kan udgøre en kvælningsfare, hvilket er veldokumenteret af børnelæger, men voksne er heller ikke uden for farezonen. Ifølge medieberetninger fra Singapore døde en 19-årig kvinde efter at have inhaleret tre perler, da hun sugede hårdt på et delvist blokeret sugerør, mens en anden kvinde med nød og næppe undgik samme skæbne takket være en hurtig redningsindsats. Sukkerindholdet giver anledning til længerevarende sundhedsbekymringer. De fleste bubble teas indeholder 20-50 gram sukker, hvilket svarer til eller overstiger en dåse Coca-Cola (35 gram). Forskning i Taiwan har vist, at børn, der regelmæssigt drikker bubble tea, som niårige er 1,7 gange mere tilbøjelige til at få huller i tænderne i det blivende tandsæt. I Californien anses drikken for at bidrage til fedmeepidemien blandt unge, men mange unge voksne er fortsat uvidende om disse risici. Det høje indhold af sukker og fedt øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes, overvægt og metabolisk syndrom, mens et langvarigt forbrug kan bidrage til fedtlever, hvilket er en risiko for alle produkter med højt sukkerindhold, som får blodsukkeret til at stige og fremmer fedtlagring i leveren. Men måske mest overraskende peger ny forskning på mulige konsekvenser for den mentale sundhed. Studier af kinesiske børn, der ofte drikker bubble tea, viser en sammenhæng med øget forekomst af angst og depression. Lignende mønstre ses hos voksne: Forskning blandt kinesiske sygeplejersker fandt, at regelmæssig indtag af bubble tea var forbundet med angst, depression, træthed, arbejdsmæssig udbrændthed og nedsat trivsel og velvære - selv efter at der blev taget højde for andre faktorer. Det samme studie fandt desuden, at et lavere forbrug var forbundet med færre selvmordstanker, selvom det fortsat er komplekst at fastslå en egentlig årsagssammenhæng. Der findes endda et mærkværdigt medicinsk fænomen forbundet med bubble tea: Tapioka-perler, der dukker op på skanninger af patienter, som er indlagt af helt andre årsager. Læger, der behandler personer efter bilulykker eller med blindtarmsbetændelse, har fundet dusinvis af perler synlige i maven og fordøjelseskanalen. De kan undertiden forvirre diagnoser...