Forsker: Flere lande anerkender Palæstina - men symbolske handlinger skaber ikke en stat
Anerkendelsen af en palæstinensisk stat vil sandsynligvis dominere forhandlingerne i FN fra 23. september 2025, når verdens ledere samles til FN's årlige generalforsamling i New York. Ud af FN's 193 medlemslande har omkring 150 allerede anerkendt Palæstina som stat. Op til generalforsamlingen har også Australien, Canada og Storbritannien sluttet sig til denne række af lande, og flere lande ventes at følge trop i de kommende dage. At en række vestlige nationer nu føjer sig til næsten samtlige lande i det globale syd, der længe har anerkendt Palæstina, er en stor diplomatisk sejr for bestræbelserne på at skabe en uafhængig, suveræn og selvstyret palæstinensisk stat. Omvendt er det et markant diplomatisk nederlag for Israel - ikke mindst, fordi Vesten for blot to år siden stod skulder ved skulder med Israel efter Hamas' angreb 7. oktober. Som forsker i moderne palæstinensisk historie ved jeg, at dette diplomatiske øjeblik har været årtier undervejs. Men jeg ved også, at der tidligere har været symbolske diplomatiske gennembrud om en palæstinensisk stat, som endte med at være uden betydning, fordi begivenheder gjorde udsigten til en stat endnu mindre sandsynlig. Kampen for en palæstinensisk stat trækker spor tilbage til mindst 1967. I løbet af Seksdageskrigen mod en koalition af arabiske lande erobrede Israel - og udvidede det militære greb om - resten af det, der historisk blev kaldt Palæstina: et område, der strækker sig fra Jordanfloden i øst til Middelhavet i vest. Ved krigens afslutning havde Israel tilkæmpet sig kontrol over Vestbredden, det østlige Jerusalem og Gazastriben. I modsætning til efter krigen i 1948, der førte til Israels uafhængighed, valgte Israel denne gang ikke at give israelsk statsborgerskab til palæstinenserne i de nyligt erobrede områder. I stedet begyndte den israelske regering at administrere palæstinenserne i de besatte territorier gennem en række militære bestemmelser, som regulerede næsten alle aspekter af palæstinensernes liv, og mange af dem gælder stadig i dag: Hvis en palæstinensisk landmand for eksempel vil høste sine oliventræer i nærheden af en jødisk bosættelse på Vestbredden, skal han have tilladelse. Hvis en person fra Gaza ønsker at tage arbejde i Israel, kræver det israelsk godkendelse. Selv det at bede i en moské eller kirke i Østjerusalem kræver udstedelse af et særligt tilladelsesdokument. Dette system har fungeret som en konstant påmindelse til palæstinenserne i de besatte områder om, at de ikke havde kontrol over deres eget dagligliv. Samtidig har de israelske myndigheder forsøgt at undertrykke idéen om en palæstinensisk national identitet gennem tiltag som forbud mod offentligt at vise det palæstinensiske flag. Sådanne handlinger - og andre udtryk for palæstinensisk nationalfølelse i de besatte områder - kunne straffes med op til 10 års fængsel. Denne politik flugtede med en opfattelse, som Israels daværende premierminister, Golda Meir, gav udtryk for i 1969: "Der eksisterer ikke et palæstinensisk folk." Omtrent samtidigt med Golda Meirs udtalelse begyndte palæstinenserne at organisere sig omkring idéen om en stat. Selvom tanken var blevet luftet før, blev kravet om status som stat for alvor nedfældet som officiel doktrin i en resolution vedtaget i februar 1969 i Egypten. Det skete ved en samling i Det Palæstinensiske Nationalråd, den lovgivende forsamling i PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation), der blev dannet i 1964 som palæstinensernes officielle repræsentant i de besatte områder. Resolutionen krævede en fri, sekulær og demokratisk stat i Palæstina - inklusiv hele staten Israel - hvor muslimer, kristne og jøder skulle have lige rettigheder. Fra det øjeblik fulgte den palæstinensiske kamp mod israelsk besættelse to parallelle spor: diplomatisk pres og væbnet modstand. Men udviklingen i felten underminerede idéen om en fælles stat for alle, som resolutionen i Kairo ellers havde forestillet sig. Den uafklarede afslutning på Yom Kippur-krigen i 1973 åbnede for mere dip...