Forsker: Tre forhold, der overraskede mig om udenlandsk adoption

Debatten om international adoption har været hed de sidste par år. I Danmark har en række nyhedshistorier afsløret systematisk bestikkelse, bedrageri og handel med børn i forbindelse med udenlandske adoptioner til danske familier. Og nu er danske myndigheder i færd med at undersøge Danmarks adoptionshistorie. I min ph.d. 'A Scandinavian Way of Adoption' er jeg dykket ned i, hvordan transnational adoption i Skandinavien har udviklet sig gennem tiden. Jeg vil her give dig tre forhold, som overraskede mig selv, og som er vigtige indspark i debatten om fremtidige undersøgelser af adoption fra udlandet. I min ph.d. blev det tydeligt, at transnational adoption i Danmark primært opstod ud af behovet for børn blandt danskere. Behovet viste sig at være stort i Danmark, og generelt viste det sig at være stort i hele Skandinavien. Måske kender du en adopteret fra udlandet eller er selv adopteret? Chancerne for, at svaret er ja til et eller begge spørgsmål er højere, end de fleste måske tror. For med mindst 20.000 registrerede adoptioner er Danmark, sammen med vores nabolande Norge og Sverige, et af de lande i verden, der har adopteret flest udenlandske børn i forhold til befolkningsstørrelse. Hvorfor er det tilfældet? I starten af det 20. århundrede var der flere børn i Danmark, der manglede forældre, end der var folk, som ville eller var i stand til at tage sig af dem. I 1960'erne havde udviklingen dog vendt sig fuldstændigt. Færre og færre danske børn blev opgivet til adoption, mens flere og flere ønskede at adoptere. I 1960 rapporterede Mødrehjælpen, den primære adoptionsformidler for danske børn, at de havde omkring 3.200 ansøgere på deres venteliste, og at den gennemsnitlige ventetid for at adoptere et barn lå på et sted mellem 3,5-4,5 år. Mødrehjælpen kunne også rapportere, at nogle ansøgere var begyndt at afmelde sig fra ventelisten, fordi de havde formået at adoptere et barn via andre ukendte instanser. I 1963 hævdede BT, at op mod 1.000 såkaldte 'farvede' børn var blevet illegalt adopteret fra Vesttyskland til Danmark via et netværk af private adoptionsformidlere. Efter BT's reportage nedsatte justitsministeriet et udvalg, der skulle undersøge avisens påstande og udarbejde en ny ordning for adoption af udenlandske børn. I 1964 anbefalede udvalget at give adoptionsforeningen Glemte Børn tilladelse til at formidle børn fra udlandet for at indføre mere ordnede forhold og tilfredsstille "… en del af det meget store behov for adoptivbørn hos danske ægtepar". Når behovet er hos par, der ønsker børn (og ikke hos børn, der ønsker forældre), rejser det nye spørgsmål angående statens præcise rolle og ansvar i adoptioner fra udlandet. Det næste, jeg fandt ud af i min ph.d., var, at staten har haft en særlig tilgang til udenlandske adoptioner, siden disse opstod i 1960'erne, og at tilgangen adskiller sig markant fra tilgangen til danske adoptioner. Oprindeligt blev (dansk) adoption anset for at være en form for familiedannelse eller social indsats overfor sårbare danske børn, og statens fundamentale rolle var at sikre barnets tarv i adoptionen. På papiret var barnets tarv også det primære hensyn i adoptioner af udenlandske børn. Men hvordan blev barnets tarv balanceret overfor barnløses behov for børn? De danske myndigheder havde ganske mange betænkeligheder og bekymringer, angående hvordan børn blev adopteret fra udlandet. Men ofte fandt de det både politisk og praktisk umuligt at gøre indsigelse imod og føre kontrol med adoptionerne. Jeg har ikke fundet nogen tegn på, at de danske myndighederne nogensinde overvejede direkte indgreb som for eksempel at stoppe adoptioner fra udlandet, fjerne ulovligt adopteret børn eller straffe personer, der bragte dem illegalt ind i landet. I stedet konkluderede myndighederne, at indirekte forebyggelse var den bedste, og nok eneste, vej frem. Såkaldte 'private adoptioner' kunne kun undgås, hvis folk adopterede via en autoriseret adoptionsformidler i stedet for på egen hånd. Men adoptioner af udenlandsk...