
Forskere advarer: Det lukkede Hormuz-stræde kan føre til biologisk "superspreder-event"
Et biologisk superspreder-event kan være under opsejling i vores verdenshave med potentiale til at medføre alvorlige konsekvenser for vores globale økosystemer, såvel som vores egen sundhed, skriver Live Science. I et nyt studie, der blev publiceret den 22. juli, advarer forskere om, at de hundredvis af strandede skibe i Hormuz-strædet er ved at blive koloniseret af store mængder mikrober, alger og andre hvirvelløse dyr, fordi skibene har ligget stille meget længe. Problemet ved det er, at skibene, så snart de kan sejle videre igen, risikerer at sprede disse arter ud til resten af verden. Mange steder vil de være invasive arter, der ikke hører hjemme i det lokale økosystem, hvilket ifølge forskerne bag studiet, kan få katastrofale konsekvenser for de lande, de sejler til. "Mængden af store skibe, der er tvunget til at ligge for anker i Hormuz-strædet i en længere periode, er aldrig set før. Det har skabt ideelle forhold for et potentielt superspreder-event af invasive arter," siger Mario Tamburri, der er professor på center for klimaforskning ved Maryland Universitet, samt en af de ledende forfattere bag studiet, i en pressemeddelelse. Det er normalt for fragtskibe at tilbringe et døgn eller to i de fleste havne, de stopper i, men når skibe ligger stille i mere end 10 dage, begynder havorganismer på en mere aggressiv kolonisering af skibsskroget. Det skyldes, at den særlige belægning, man bruger til at beskytte skibe mod kontaminering, bliver mindre effektiv, forklarer forskerne. Når disse organismer bringes videre til nye farvande, hvor de ikke hører til, kan det være ødelæggende for lokale økosystemer. Det skyldes blandt andet, at nogle af disse invasive arter reproducerer meget hurtigt, og at de selv enten forbruger eller filtrerer alger fra, som lokale arter bruger til føde. Da organismerne ingen naturlige fjender har i det nye økosystem, begynder de at udkonkurrere de eksisterende arter, skriver Live Science. Derudover kan invasive arter sprede sygdomme, som ikke findes i det nye økosystem, hvilket både kan smitte andre lokale dyrearter og sågar mennesker. Men hvad kan vi så gøre for at forhindre et superspreder-event i at ske? Ifølge forskerne bør man rengøre skibene i vandet, inden de forlader Hormuz-strædet, hvilket kan mindske spredningen betydeligt. Derudover bør man vurdere risikoen ved hvert enkelt skib og opsætte overvågningssystemer i de havne, der er i særlig risiko. Det gælder især havne med temperaturer og saltkoncentrationer, der minder om dem i Golfregionen, heriblandt Grækenland, Holland, Indien og Mellemøsten.