Fotografisk hukommelse? Det er en myte, Hollywood har skabt Enkel og dragende Vi genskaber fortiden Et nærmere blik på ekstraordinær hukommelse Eidetisk forestillingsevne Det er en styrke at glemme, ikke en svaghed Beskytter vores følelsesliv Et mere præcist og mere frigørende syn på hukommelse

Hollywood elsker superkræfter, der overgår det menneskeligt mulige. Men ikke alle helte er iført kappe eller får deres overnaturlige evner fra kosmisk stråling. Nogle gange sidder superkræfterne i hjernen hos helte, der kan huske alt. I film og tv møder vi igen og igen mennesker med usædvanlige mentale evner, som blot behøver at kaste et enkelt blik på en side i en bog, et rum eller et ansigt for senere at være i stand til at genkalde hver eneste detalje med kirurgisk præcision. Vi ser det overalt: I 'Suits', 'Sherlock' og 'Mænd der hader kvinder'. Selv i børnelitteraturen møder vi klasselæreren Cam Jansen, der kan aktivere sin fotografiske hukommelse ved at sige: "Klik!". Senest dukkede forestillingen op i tv-serien 'The Pitt', der foregår på en akutmodtagelse. Da den digitale patienttavle pludselig gik ned, reddede medicinstuderende Joy Kwon situationen ved ubesværet at remse alle de forsvundne oplysninger op fra hukommelsen – navne, stuer, læger, diagnoser, vitale værdier. Det er en dramatisk scene. Alt står på spil, hukommelsen svigter ikke, og budskabet er tydeligt: Nogle mennesker har en hjerne, der fungerer som et kamera. Idéen om fotografisk hukommelse er enkel og dragende: Oplevelser indfanges objektivt, lagres i deres helhed og kan hentes frem igen uden fejl. Se det én gang, og så er det lagret for altid. Der er bare et problem. Der er ikke videnskabelig dokumentation for, at det findes. Din hukommelse gemmer ikke virkeligheden, som den var. Den genskaber den. Som hukommelsesforsker ved jeg, at troen på fotografisk hukommelse er udbredt, og at ideen er tillokkende. Men den er ganske enkelt forkert. Menneskets hukommelse fungerer ikke som et kamera. Det er en rekonstruktiv proces selv hos mennesker med helt usædvanlige evner. Når du genkalder dig en begivenhed, leverer hukommelsen ikke den samme oplevelse helt uforandret igen og igen. Det handler aldrig blot om at finde, hente og 'afspille' en statisk gengivelse af en lagret 'bid' af fortiden. I stedet genskaber du fortiden ved at stykke de rester af oplevelsen sammen, som er tilgængelige for dig i erindringsøjeblikket. Processen formes af en række faktorer: De ledetråde, du bruger til at søge i hukommelsen, din viden, dine holdninger og dine mål her og nu, samt den sindstilstand eller det humør, du befinder dig i. Fordi alle disse faktorer er dynamiske og foranderlige, husker du fortiden anderledes i dag - om end kun en smule - end du gjorde i går, og anderledes end du vil gøre i morgen. Det, du husker, er ikke bare ufuldstændigt, men også upræcist. Nogle mennesker, for eksempel mestre i hukommelseskonkurrencer, har ganske rigtigt en usædvanlig hukommelse. De kan lære tusindvis af cifre udenad eller huske hele sæt spillekort på få minutter. Deres præstationer er reelle, men de udspringer ikke af en hukommelse, der mentalt tager snapshots. I stedet bruger de strategier, nærmest som mentale stilladser, der er opbygget gennem tusindvis af timers målrettet træning, og som hjælper dem med at huske inden for bestemte områder. Uden disse strategier (og i andre dele af livet) er deres hukommelse stort set som alle andres. Eksperternes præstationer skyldes bedre metoder, ikke en anderledes hjerne. I den videnskabelige litteratur er det, der kommer tættest på fotografisk hukommelse, såkaldt eidetisk forestillingsevne, som er evnen til at fastholde usædvanligt detaljerede mentale billeder af sanseindtryk, så man kan 'se' dem for sig i flere sekunder, efter at objektet er blevet fjernet. Det er en sjælden evne, som især ses hos børn, og den forsvinder som regel i teenageårene. Men selv når den er stærkest, lever den ikke op til Hollywoods ideal. Eidetiske billeder falmer hurtigt og er ikke fuldstændig præcise. De kan rumme forvrængninger og endda detaljer, som slet ikke var der. Det er præcis, hvad man ville forvente af et rekonstruktivt hukommelsessystem – og præcis det modsatte af, hvad man ville forvente, hvis hukommelsen fungerede som en nøjagtig gengivelse. Myten om foto...