Fra aber til mennesker: Sprog ændrede livets forudsætninger på Jorden
Hvorfor kan man blive ved med at genfortælle menneskets udvikling? Det er der to gode årsager til. Den første er, at der hele tiden kommer ny viden. Dels fra nye fund, og dels fra nye metoder, der henter nye informationer ud af både nye og gamle fund. Den anden årsag er, at hvad der forekommer at være relevant viden om udviklingen, hele tiden ændrer sig. Man kan sige, at i og med ændringerne i tidsånden, må fortolkningerne af de givne data også ændre sig for at forblive relevante. Tænk bare på, at for 50 år siden mente forskere, at menneskets udvikling skyldtes mændene, som på grund af deres større hjernerumfang var mere intelligente end kvinderne. Mændene udviklede sig, da det primært var dem, der blev udfordret i eksistenskampen, mens kvinderne bare samlede ind og passede børn og gamle. Opfattelsen var, at kvindernes udvikling primært skyldtes den tvekønnede formering, og deres væsentligste indsats var at vælge de mænd som fædre til deres børn, der var mest sociale. Forskeres syn på sagen har dog ændret sig siden. For 15-20 år siden så man udviklingen som stammer eller racer, der udviklede sig til stadig højere trin eller uddøde. En af stammerne, Homo sapiens, havde til sidst ført udviklingen i mål og overlegent udryddet alle de andre, herunder ikke mindst neandertalerne. Min bog, Fra aber til mennesker, tager udgangspunkt i de seneste års forskning som datagrundlag og ser udviklingen som effekt af et globalt netværk, hvori gener og senere kultur er blevet udvekslet. Det er især den genetiske forskning og forskningen i isotoper, der har medført afgørende nyt. Tænk bare på opdagelsen af, at vi har neandertalere blandt vore forfædre og gener fra dem i vort DNA. Netværksteori synes at være det helt store paradigme efter årtusindskiftet, hvor de enkelte elementer ses som aktive led i interaktion med omgivelserne. I palæoantropologien - altså forskning i menneskets oprindelse - betyder det, at menneskeformerne ikke ses som isolerede enheder, men som aktive parter i den globale udvikling af homininerne (nogle gange kaldet abemenneskene, men det omfatter også Homo sapiens). Dette er blandt andet forklaringen på, at alle mennesker i dag tilhører samme art. Det vil sige, at vi alle kan få avledygtigt afkom med hinanden. Og dette på trods af, at forskellige fortidsmennesker som neandertalere, denisovaer (den asiatiske gren af neandertaleren), måske erectusser og andre på forskellig måde har bidraget til nulevende menneskers DNA. Hvor skal man begynde historien om menneskets tilblivelse? Der er jo utallige muligheder. Jeg har valgt at begynde med udviklingen af det, der er blevet til hånden. På et tidspunkt for måske 25 millioner år siden udviklede der sig en funktionsforskel på for- og bagben hos det, der blev til aberne og senere os. Det synes at være sket i Europa. Dette var ikke unikt. Egernet, odderen, kænguruen og andre dyr har haft en tilsvarende udvikling. For abens vedkommende har det måske betydet, at den kunne få fat i frugterne på de yderste grene, idet den havde tre lemmer til at holde fast med og en til at gribe frugten. Det næste store skridt i udviklingen må siges at være tilpasning til et liv på jorden, altså udvikling af benene og kroppen, herunder ikke mindst bækkenet, til den oprejste gang. Modne frugter falder ned på jorden, og måske har det lokket aberne fra toppen ned på jorden for at samle dem, på trods af at de her var udsat for farlige rovdyr. En større tilvænning til at udnytte ressourcerne på jorden synes at være sket i Øst- og Centralafrika før adskillelsen af den linje, der førte til henholdsvis chimpanserne og os. Denne adskillelse skete for cirka 7-8 millioner år siden. Over nogle millioner år har nogle af disse væsner - ardipithecuser og australopithecuser - tilpasset sig mere og mere til delvis oprejst stilling og evnen til at gå. Den delvist oprejste gang forklares ofte ved den udtørring af Afrika, der skete, og som førte til et savannelandskab, hvor der var afstand mellem træerne. Disse væsner bev...