Fynske unge vælger dialekten til, når de vil være sjove
Taler de unge på Fyn stadig fynsk? Det er forholdsvist hurtigt at afklare. Det gør de nogle gange, og nogle gange gør de ikke. Jeg har lavet feltarbejde på en sydfynsk skole, hvor jeg brugte en del uger sammen med 15-16-årige. Her var det tydeligt, at de unge fynboer - især drengene - stadig bruger fynsk dialekt ret ofte. Så bliver det straks interessant at spørge: Hvorfor taler de unge på Fyn stadig fynsk nogle gange, når de lige så godt kunne lade være? Det vil jeg forsøge at give svaret på her. For at kunne svare på sådan et spørgsmål vil man som sprog- og kulturforsker ofte lave et feltarbejde, hvor man over en længere periode bruger tid sammen med dem, man undersøger - i den sociale ramme, man er interesseret i. Måden, de unge fynboer, jeg observerede, bruger dialekt på, er i det, vi som sprogforskere, kalder kodeskift. Det vil sige, at de for det meste taler uden dialekt, og så vil de skifte et enkelt eller få ord ud med dialekt, når omstændighederne passer. Det med omstændighederne vender jeg tilbage til. I forhold til den dialekt, der fandtes på Sydfyn for bare 100 år siden, er de unges dialekt-ordforråd relativt begrænset. De kan bruge stigende toner og svage/fraværende stød, som får den fynske dialekt til at lyde melodisk og vokalerne til at lyde lidt længere. Stød er en knirkende eller hakkende lyd, som for eksempel adskiller 'hund' fra 'hun' eller 'mord' fra 'mor'. Derudover kan de nogle gange finde på at udelade det, vi kalder 'det bløde d', og vil så udtale 'mad' som 'ma'. Desuden kan de nogle fynske særord, for eksempel siger de 'retti' i stedet for 'rigtig', og 'runner mæ brunner' i stedet for 'brunsviger'. Nogle af de træk, der er forsvundet, tæller for eksempel hankønsendelsen -i, som i 'præsti' eller 'hunni' og nasaleringer, så 'han' lyder som 'ha'. Fynboer vælger dialekten til, når de vil være sjove, bøvede eller undgå at tabe ansigt. Jeg har skrevet bogen 'ABC på fynsk', fordi de unge fynboer virkede interesserede i at tale med dialekt i bestemte situationer. Formålet med bogen er at give unge en form for sproglig værktøjskasse til at lære dialektale former at kende og (gen)besøge fynske stereotyper og ikoniske steder. Det er ikke for at redde dialekten, for den slags udvikler sig, som det gør, men for at give de unge dialektinteresserede et sted at opsøge viden på en sjov og tilgængelig måde. For cirka 20 år siden, begyndte en del dialektforskere at erklære de danske dialekter for døde. Men hvordan hænger det sammen med, at vi stadig ser unge bruge dialekter? Det kan bestemt have sin rigtighed, at de traditionelle dialekter er ved at forsvinde - og at der hele tiden er færre, der bruger den 'traditionelle måde' at tale dialekt på. Altså på den måde, hvor dialekten er ens standardsprog og ikke blot noget, man kan skifte til en gang imellem. De seneste år har flere sprogforskere vist, at unge bruger dialekt i forskelligt omfang og på forskellig vis rundt om i landet. Det tyder altså på, at dialekterne ikke er forsvundet helt, men at måden de bruges på - og hvad de bruges til - har ændret karakter. Efter at have analyseret timevis af lydoptagelser, feltnoter og observationer viser der sig en tendens til, at de unge fynske drenge bruger fynsk til at konstruere en lokal identitet; altså at fremhæve, at de er fynboer. Nogle bruger især det fynske til at fremstå humoristiske (som er det, de især forstår ved at være fynbo), mens andre især bruger det fynske til at fremstå 'bøvede' (som er det, de især forstår ved at være fynbo). Man kan altså sige, at de forstærker deres egen stereotype forestillinger om, hvad det vil sige at være fynbo gennem den måde, de bruger dialekten på. Der er også andre unge danske dialekttalende, der bruger deres dialekt til at fremstå humoristiske. Mig bekendt er det dog kun fynboer, som bruger dialekten til at fremstå bøvede. Det skal ikke forstås, som om at de er trætte af at være fynboer, tværtimod giver flere udtryk for, at de synes, det er sjovt at tale dialekt - og der er en fo...