Gav USA virkelig Grønland tilbage til Danmark, som Trump påstår?

Da Nazityskland besatte Danmark i april 1940, blev Grønland pludselig afskåret fra sin kolonimagt og kastet midt ind i den nordatlantiske krigsstrategi. USA overtog midlertidigt kontrollen over Grønland, hvor de oprettede baser og forsvarszoner for at forhindre Tyskland i at bruge øen. Mere end 80 år senere, 21. januar i år, pegede Donald Trump på dette øjeblik ved det årlige økonomiske topmøde i skisportsbyen Davos i Schweiz. I sin tale hævdede den amerikanske præsident, at USA "gav Grønland tilbage" til Danmark efter anden verdenskrig. Ifølge Trump giver det USA en særlig ret til Grønland i dag. Men Trumps påstand bygger på en selektiv fortolkning af krigshistorien. Den afspejler også en kolonial og imperial holdning til territorium, suverænitet og ejerskab. For at forstå, hvorfor hans udsagn er misvisende, hjælper det at følge rækken af aftaler, der regulerede Grønland før, under og efter krigen. Før anden verdenskrig: Danmark solgte De Vestindiske Øer og fik suveræniteten over Grønland I 1916 solgte Danmark sin caribiske koloni, De Dansk Vestindiske Øer, til USA (som derefter omdøbte dem til De Amerikanske Jomfruøer). Den samme aftale indeholdt en eksplicit amerikansk erklæring om, at USA ikke ville modsætte sig, at Danmark udvidede sine "politiske og økonomiske interesser til hele Grønland". Én koloni blev således overdraget, og suveræniteten over en anden bekræftet. Under krigen: USA fik ansvaret for Grønlands forsvar Men under anden verdenskrig førte krigsforholdene og USA's strategiske behov til en ny aftale mellem Danmark og USA, som gjorde det muligt for amerikanerne at overtage ansvaret for Grønlands forsvar. Denne ordning blev formaliseret i den såkaldte Forsvarsaftale for Grønland af 1941, udarbejdet af det amerikanske udenrigsministerium og underskrevet af Danmarks ambassadør i Washington, Henrik Kauffmann. Aftalen slog helt eksplicit fast, at den amerikanske regering fuldt ud anerkender dansk suverænitet over hele Grønland, og aftalen indeholdt en formulering om, at USA var: "drevet af de mest venskabelige følelser over for Danmark og mener, at man gennem disse tiltag beskytter mulighederne for at genetablere det normale forhold mellem Grønland og Kongeriget Danmark". Da krigen sluttede: Danmark ønskede ikke betaling for at "stille Grønland til rådighed" I praksis forsvarede USA Grønland under krigen. Amerikanerne byggede landingsbaner og militære installationer og stod for patruljering og logistisk integration af Grønland i de bredere allierede operationer. I 1945, efter krigens afslutning, sendte Henrik Kauffmann en diplomatisk note til USA. Han skrev, at det havde "været til stor glæde for det danske folk", at Danmark havde fået "lejlighed til at bidrage til krigsindsatsen ved at stille dansk territorium til rådighed for De Forenede Stater i kampen mod den fælles fjende". Henrik Kauffmann tilføjede, at Danmark ikke ønskede "at modtage betaling" for det amerikanske militærs brug af Grønland under krigen. Noten fremstillede Danmarks krigsindsats som et frivilligt bidrag og bekræftede igen dansk suverænitet over Grønland. Efterkrigstiden: USA fik varige militære rettigheder i Grønland Krigstidens ordning blev senere omsat til et sikkerhedssamarbejde i fredstid. I 1951, hvor Danmark og USA nu var formelle allierede i FN og NATO, indgik de to lande en ny forsvarsaftale, som gav USA omfattende og varige militære rettigheder i Grønland inden for rammerne af et fredstidsalliance-system. Efterkrigstiden markerede en juridisk cementering af den amerikanske tilstedeværelse i Grønland, som var begyndt under krigens undtagelsestilstand. Det omfattede blandt andet opførelsen af installationer som Thule Air Base (nu Pituffik Space Base) på Grønlands nordvestkyst. Basen blev et omdrejningspunkt for USA's strategiske operationer i Arktis og er i dag den eneste aktive amerikanske base i Grønland. Opførelsen og udvidelsen af Thule medførte en tvangsforflyttelse af den lokale inuitbefolkning i 1953. Denne handling blev senere...