
Gaver, der bliver ved med at give: 7 skønne, letlæste bøger om videnskab
Bøger er in. Bøger er cool. Flere læser bøger. Så du rammer sjældent galt, hvis du køber en bog i julegave til en, du holder af. Redaktionen på Videnskab.dk er også vilde med bøger. Især de bøger, der formidler svært stof letlæseligt og underholdende og samtidig hviler på solid forskning. Derfor kommer her de varmeste anbefalinger til syv bøger i verdensklasse, der egner sig til under juletræet. I Moonwalk med Einstein tager den amerikanske journalist Joshua Foer os med på opdagelse i hukommelsen. Han skal dække de amerikanske mesterskaber i hukommelse - og det ender med, at han selv kaster sig ud i et eksperiment, hvor han melder sig til næste års konkurrence. Han skal bare lige lære at huske rigtig mange ting på én gang først. Herfra går jagten ind på de bedste hukommelsesteknikker, og Foer er fantastisk selskab. Hans færd er velskrevet, veloplagt og virkelig sjov at være med på. Du bliver klogere på, hvordan hjernen fungerer - og så kan du også selv være med og prøve de samme teknikker af, som Foer øver sig på. Og det er bare virkelig en sjov måde at blive klogere på og måske lidt bedre til at huske. Anbefalet af Nana Elving Hansen Mystiske fund i rummet, der tyder på liv, bliver ved med at dukke op. Men vi skal ikke regne med at løbe ind i en alien eller en grøn marsmand. Bogen Vores levende univers dykker bramfrit og nørdet ned i spørgsmålet, der er lige dele videnskabeligt og filosofisk: Hvad er liv? Og uanset om man interesserer sig for rumvæsener, biologi eller forskning eller det hele på én gang, så er det svært ikke at blive fanget af fortællingen om forskernes jagt på liv i rummet. Hvis de da nogensinde kan blive enige om, hvordan de skal definere liv. Anbefalet af Kasper Vegeberg Nogle bøger overrumpler en ved at være helt, helt anderledes, end man troede. Sådan har jeg det med Åleevangeliet. Bogen udkom i 2019, men jeg har først fået den læst i år - og den fik mig på krogen fra første sætning. Bag den lidt kryptiske titel gemmer sig en vild, tankevækkende og rørende fortælling for alle, der gerne vil fascineres af vores forbløffende, storslåede verden (også dig, der måske ikke på forhånd synes, ål er et specielt relevant eller interessant emne - efter denne bog tør jeg godt garantere, at du har skiftet mening). Åleevangeliet handler om den ekstremt gådefulde europæiske ål Anguilla anguilla, hvis liv og formering altid har været et mysterium. Selv Aristoteles og Sigmund Freud brød deres hjerner med den forunderlige fisk, som ingen nogensinde har set gyde, og hvis 6.000 kilometer lange migration vi stadig ikke forstår den dag i dag. Men Åleevangeliet handler først og fremmest om noget større og almenmenneskeligt, nemlig nysgerrighed, videnskab, kulturhistorie og eksistens. Faktisk gør bogen en klogere på intet mindre end både livet og døden - på en velformidlet, letlæst og jordnær måde. Hvis du heller ikke har læst den endnu, venter en øjenåbnende oplevelse. Anbefalet af Ditte Svane-Knudsen Global Sex handler om Sine Plambechs feltarbejde blandt thailandske og nigerianske sexarbejdere, der alle drømmer om et bedre liv i Europa. I bogen kombinerer hun antropologiske observationer med sin egen families historie, og hun er åben omkring sit forhold til de kvinder, hun beskriver. Den gennemsigtighed gør hende troværdig som forsker, samtidig med at den sætter et navn og ansigt på nogle af de mennesker, der forsøger at komme til Europa. I en tid, hvor det politiske fokus mest ligger på at stoppe migration, nuancerer Sine Plambech debatten. Bogen viser, at betegnelsen 'migrant' ikke dækker over én bestemt type af menneske, og den giver indblik i, hvorfor nogen er villige til at sælge sin krop og krydse Middelhavet i en lille båd for at skabe et bedre liv. Sine Plambech skriver med en respekt og varme, der får en ellers fjern verden til at krybe helt ind under huden på læseren. Hun beskriver kvinderne som stærke individer i stedet for ofre, og fortæller hvordan hun arbejder for at fremhæve kvindernes egne stemmer så meget...