Grønlands enorme naturressourcer fører ikke nødvendigvis til økonomisk gevinst

USA rasler igen med sablen over Grønland. Øens enorme naturressourcer er igen på dagsordenen, et år efter den daværende amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver Michael Waltz erklærede: "Det handler om kritiske mineraler. Det handler om naturressourcer." Grønland, som bugner med både fossile brændsler og kritiske råstoffer, råder over mindst 25 af de 34 råstoffer, som EU betragter som kritiske, som er de råstoffer, industrien har problemer med at skaffe, men som er umulige at undvære for produktionen. Den europæiske forordning om kritiske råstoffer fra 2024 har til formål at styrke Europas forsyningssikkerhed af disse materialer, og både Trump og EU ønsker at svække Kinas dominans på området. Samtidig findes der enorme mængder olie ud for både Grønlands øst- og vestkyst. Værdien af disse ressourcer er svær at vurdere, da priserne på olie og kritiske råmaterialer svinger voldsomt. Ligesom med Venezuelas olie vil det kræve enorme investeringer at opbygge den nødvendige infrastruktur til at udvinde Grønlands naturressourcer. Minedrift og fossile energi­projekter er kapitaltunge og kræver store investeringer, længe før projekterne begynder at give overskud. Hovedparten af det offentlige vejnet findes i Nuuk, og uden for hovedstaden er der næsten ingen vej­infrastruktur i Grønland og kun få dybvandshavne til store tankskibe og containerskibe. Andre steder i verden kan private mineselskaber og olievirksomheder udnytte offentlig infrastruktur som veje, havne, energiforsyning, boliger og specialiseret arbejdskraft for at gøre deres operationer rentable. I Grønland kræver det enorme kapitalinvesteringer blot at få den første lastbil med mineraler og den første tønde olie udvundet. Derfor står regeringen over for et klassisk dilemma: Skal man lade private multinationale selskaber stå for udvindingen og dermed miste størstedelen af indtægterne? Eller insistere på statsligt ejerskab og til gengæld kæmpe med at skaffe kapital og kapacitet til at gennemføre udvindingen? Minedrift – før og nu Grønlands mineralrigdom har været kendt i lang tid. I april 2025 viste DR en dokumentar om, hvordan Danmark historisk har plyndret et kryolitbrud i Grønland for profit. Programmet udløste en større politisk og mediemæssig krise, fordi mange mente, at det udfordrede opfattelsen af Grønland som økonomisk afhængig af Danmark. Mineraler er et fremtrædende, men også følsomt emne i Grønlands forhold til omverdenen. Udenlandske virksomheder har i årtier forsøgt at etablere en bæredygtig mineindustri i Grønland, men uden nævneværdig succes. Og i modsætning til den amerikanske præsident Donald Trumps påstande har amerikanske selskaber længe haft mulighed for at deltage i Grønlands minesektor. Kombinationen af kapitaltunge projekter og ekstremt barske klimatiske forhold betyder, at ingen virksomhed indtil videre er gået i gang med egentlig kommerciel minedrift. Grønlands minister for blandt andet råstoffer, Naaja Nathanielsen, sagde i 2025, at hun ønskede, at minedrift skulle blive et "rigtig godt, stabilt supplement" til landets store afhængighed af fiskeriet. Alligevel forbød Grønlands nye socialistiske Inuit Ataqatigiit-regering uranminedrift i 2021 på grund af risikoen for forurening. Det australske selskab Energy Transitions Minerals (ETM) indgav i 2023 et på 76 milliarder kroner ved voldgiftsretten i Danmark svarende til næsten fire gange Grønlands BNP. Mineselskabet hævdede, at det var blevet berøvet fremtidige indtægter, efter afslaget på at udvinde sjældne jordarter og Uran ved Kuannersuit. Danske domstole har underkendt størstedelen af ETM's krav som grundløse, og der er blevet rapporteret bekymring om, at ETM kan gå konkurs og dermed muligvis undgå at betale de store sagsomkostninger. I en udtalelse hævder ETM, at datterselskabet GM "arbejdede i god tro i over et årti i tæt samarbejde med de grønlandske og danske regeringer". Selskabet tilføjede, at begge regeringer havde brugt GM til at promovere Grønland som en sikker destination for mineinvestore...