Grusom krig på Balkan sluttede for 30 år siden. Kampen om historien fortsætter

Krigen i Bosnien-Herzegovina varede fra 1992-95. Den kostede mere end 100.000 menneskeliv, langt de fleste civile, og sendte mere end en million mennesker på flugt. Det var en krig præget af krigsforbrydelser, tortur og voldtægt, etnisk udrensning og folkedrabet i Srebrenica i juli 1995. For præcis 30 år siden, den 21. november 1995, blev Dayton-fredsaftalen indgået og banede dermed vej for krigens afslutning. Fredsaftalen opretholdt Bosnien-Herzegovina som en samlet stat, men opdelte landet i to udpræget selvstyrende politiske enheder: Republika Srpska, der har en primært serbisk befolkning, og Føderationen Bosnien-Herzegovina, som domineres af bosniakker (tidligere kaldet bosniske muslimer) og kroater. Daytonaftalen standsede krigen i Bosnien-Herzegovina, men den fastfrøs også staten i en tung politisk struktur baseret på de tre største nationale grupper, nemlig bosniakker, serbere og kroater. Den politiske struktur betyder, at politik og samfund i Bosnien-Herzegovina er dybt præget af den nationale opdeling. Det samme er erindringen om krigen, som huskes og beskrives meget forskelligt af politikere og institutioner i de forskellige politiske enheder. 30 år efter krigen er bosniske politikere og historikere ikke kommet tættere på enighed om, hvordan krigen skal forstås. Tværtimod taler forskere nu om en 'erindringskrig', og min og mine kollegers forskning viser, at nye generationer vokser op med meget forskellige forestillinger om, hvad krigen gik ud på, alt efter om de bor i den ene eller den anden politiske enhed. I denne artikel vil jeg med udgangspunkt i forskningsprojektet Postwar memory Generations beskrive, hvordan de politiske splittelser og forskelle i både krigserindringerne og de måder, de bliver brugt på, påvirker Bosnien-Herzegovina i dag. I boksen nedenfor kan du læse om baggrunden for krigen - men du kan også vælge at springe direkte til underskrivningen af fredsaftalen. Efter mere end tre års krig med omfattende krigsforbrydelser og overgreb mod civile, valgte det internationale samfund at gribe ind i krigen i Bosnien-Herzegovina. I efteråret 1995 bombede NATO en række bosnisk-serbiske militære stillinger, og efter internationalt pres blev Dayton-fredsaftalen indgået i november og formelt underskrevet i december 1995. Efter krigen oprettede FN Det internationale krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY), som skulle retsforfølge forbrydelser begået under krigene i Kroatien, Bosnien-Herzegovina og Kosovo. Her blev Radovan Karadžić og Ratko Mladić, henholdsvis den politiske og den militære leder for den serbiske hær i Bosnien-Herzegovina, begge dømt for forbrydelser mod menneskeheden og for folkemord i forbindelse med massakren i Srebrenica. Men det retslige opgør har ikke afklaret forholdet til fortiden. Spørgsmålet om, hvordan krigen skal forstås og erindres splitter Bosnien-Herzegovina. Den delte erindring følger i høj grad de politiske skillelinjer, og man kan således tale om forskellige 'erindrings-regimer' i de to enheder, Republika Srpska og Føderationen. Det kommer til udtryk i opførelsen af museer og mindesmærker, i forskellige tilgange til historieundervisning, og i politiske erklæringer og debatter. Politikere og institutioner i de bosniakkiske områder i Føderationen Bosnien-Herzegovina markerer og erindrer krigen, dens mange ofre, og folkemordet i Srebrenica i stort omfang. Politiske ledere i den serbiske del, Republika Srpska, her derimod i vid udstrækning hyldet dømte serbiske krigsforbrydere, nedtonet forbrydelserne og benægtet at massakren i Srebrenica var folkemord. I Sarajevo, Føderationen Bosnien-Hercegovinas hovedstad, er bybilledet præget af krigen og de 1425 dage, hvor byen var under belejring. Hele syv museer viser udstillinger om krigens gru, og inden for bykernen kan man støde på mere end 30 krigsmonumenter, heriblandt de såkaldte 'blodroser', der markerer steder, hvor granater ramte civile menneskemængder. I Republika Srpskas hovdstad, Banja Luka, er monumenter til ...