Guldgravere i dybet: Nyt studie undersøger konsekvenser af at høste havbunden for mineraler

Vingummi-egern, pelikanål og juletræsorm. Det er bare enkelte navne på nogle af kuriøse skabninger, der findes allerdybest nede på havets bund. Dernede blobber, kryber og svømmer de rundt blandt kartoffellignende knolde - såkaldte manganknolde - der er en potentiel guldgrube i jagten på kritiske metaller og mineraler. De sorte klumper indeholder nemlig eftertragtede metaller og mineraler som kobolt, lithium, kobber og nikkel, som verden sukker efter til alverdens teknologi, herunder vindmøller, solceller til mobiltelefoner og computere. Derfor har både forskere og industrien blikket fast rettet mod knoldene. Senest har Donald Trump underskrevet et dekret, der skal gøre det muligt at bruge dybhavsminedrift til at støvsuge havbunden. Problemet er, at man ikke ved så meget om, hvordan det påvirker havbunden og livet dernede at mine og høste efter de dyrebare klumper. Det har et nyligt studie publiceret i Nature forsøgt at komme nærmere et svar på. Forskerne fra det britiske National Oceanography Centre (NOC) har undersøgt spor fra et af de første industrielle forsøg med dybhavsminedrift på Stillehavets bund for 44 år siden. Bevæbnet med en undervandsrobot, der filmede og samlede prøver op fra havbunden, undersøgte forskerne havbundens tilstand. Resultaterne sammenlignede de med arkivmateriale, heriblandt billeder af havbunden og dyrelivets tilstand under 1970'ernes mineforsøg. Resultaterne viser ifølge forskerne, at maskinerne forårsagede langvarig skade på havbundens sedimenter, altså aflejringer, men at påvirkningen af livet dernede varierer, lyder studiets konklusion. En del af livet var forsvundet, men de fandt nogle tegn på 'biologisk genopretning' blandt små dyr i de øverste sedimentlag. Og så konkluderer de, at spredningen af sedimenterne, der foregik under mineprojektet, "havde begrænset langvarig fysisk indvirkning og ingen sporbare negative effekter på antallet af dyr" ifølge pressemeddelelsen til studiet. Tidligere har forestillingen blandt forskerne ellers været, at sedimenternes hvirvelvind og den forurening, det resulterede i, ville have stor negativ indvirkning på livet på havbunden. "Da jeg først læste studiet, tænkte jeg: 'Skønt, endnu en historie om både risici ved dybhavsminedrift og endnu en brik i puslespillet om de første tegn på genoprettelse blandt nogle af dybhavets beboere'," lyder det indledningsvist fra Julia Otte. Hun er underviser ved Universitet i Bremen og tidligere forsker ved Alfred-Wegener og Max-Planck Instituttet for Marin Mikrobiologi, og så har hun selv været på en ekspedition, der har undersøgt mangannoduler i Stillehavet. "Deres fund af, at havbunden er blevet fysisk forstyrret, og at biodiversiteten er blevet reduceret som konsekvens, er egentlig ikke overraskende. Men det er det derimod, at de ikke finder en begrænset langvarig effekt fra sedimentspredning," siger Julia Otte. "Den konklusion er baseret på en minetest på en meget lille skala, der slet ikke er sammenligning med den slags dybhavsminedrift, der er udsigt til i fremtiden." Så her skal man være meget forsigtig med at sige, at der ikke er en umiddelbar negativ effekt, indvender hun. "For når man præsenterer sådan en sætning i en opsummering, risikerer man, at medierne, myndighederne og politikerne bare læser den uden forbehold og siger: 'Jamen super, så kan vi godt give grønt lys for dybhavsminedrift'." Det er derimod en styrke, at forskerne i studiet undersøger konsekvenserne efter hele fire årtier, lyder det fra Julia Otte. "Men det er til gengæld svært at gennemskue, hvordan de har indsamlet og sammenlignet dataen med tidligere fund." Forskerne skriver, at de sammenlignede deres resultater med arkivmateriale herunder billeder af havbundens tilstand fra 70'ernes mineforsøg. Men det er ifølge Julia Otte uklart ud fra det, forskerne indtil videre har udgivet, hvor detaljeret og omfattende arkivmaterialet er. Egentlig burde man lave nogle veldokumenterede og omfattende forsøg nu og her for at vende tilbage årtier senere for a...