Hemmelig genstand afsløret på verdens ældste intakte hundeslæde fra Nordgrønland

I et nyt studie, publiceret i tidsskriftet Arctic, har to danske forskere som de første foretaget en detaljeret undersøgelse af den såkaldte John Ross-slæde, der i dag står på British Museum i London. Slæden er den ældste intakte - og mest unikke - nordgrønlandske inuit-slæde, vi kender til. Den er nemlig lavet af hval- og hvalrosknogler, 89 knoglestykker i alt, og holdes sammen af reb af sælskind. I deres undersøgelse fik forskerne flere overraskelser. Blandt andet viste det sig, at mange af knoglerne oprindeligt havde været brugt til andre formål, før de blev genanvendt til at bygge slæden. Desuden afslørede de, at slæden slet ikke er den, man i over hundrede år har troet, den var. Og så fandt forskerne en skjult genstand på fartøjet, som ikke var blevet dokumenteret før. Mere om det lidt senere i artiklen. Først lidt om slædens rejse fra Grønland til British Museum: I 1818 måtte den britiske opdagelsesrejsende John Ross vende skuffet tilbage til England. Hans ekspedition var slået fejl: John Ross og hans besætning var sejlet nordpå langs Grønlands vestkyst på jagt efter Nordvestpassagen - en søvej, der forbandt Stillehavet med Atlanterhavet. Søvejen fandt de aldrig. Til gengæld gjorde de et andet uventet fund: For gemt i det allernordligste hjørne af Vestgrønland nær en lille, gold ø i Melville Bugt havde John Ross og hans besætning som de allerførste europæere mødt et nordgrønlandsk folk: Inughuit-folket, hvis forfædre - i modsætning til de mere sydligt boende grønlændere - først ret sent, engang i 1600-tallet, var kommet til Thule-området i Grønland fra Canadas arktiske øer. Af dem købte John Ross blandt andet en kniv af hvalrostand med æg af meteorit-jern og en harpun af 'enhjørningehorn' (det vil sige narhval-stødtand) af inughuit-jægeren Meigack - samt to slæder. Det var den ene af de slæder, som senere skulle havne på British Museum og blive genstand for det danske forskningsstudie. "Det, der er så interessant ved slæden, er, at den i høj grad afspejler den knaphed, inughuit-folket havde, da John Ross mødte dem," fortæller førsteforfatteren på studiet Emma Vitale, der er ph.d.-studerende på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Globe Institute på Københavns Universitet, til Videnskab.dk. Som regel lavede inuit slæder af træ, som de enten handlede sig til eller fandt som drivtømmer, fortæller hun. Men da John Ross mødte inughuitterne, havde de været helt isoleret i flere årtier. Muligvis var det klimaændringer, der havde ændret mulighederne for at befærde de gamle slæderuter og dermed handelsveje frem til andre bosættelser - og dermed havde inughuit også mistet deres forsyning af træ, forklarer Emma Vitale videre. Inughuitterne havde sandsynligvis også midlertidigt mistet deres evne til at lave kajakker og konebåde, som blev brugt til hvalfangst, i denne periode, så hvalknogler var en sjældenhed - og meget kostbare, hvilket var grunden til, at man måtte genbruge de materialer, man havde. John Ross' møde med inughuitterne gjorde, at han kunne redde noget af sin ære ved ikke at vende helt tomhændet hjem. Men dette kulturmøde skulle vise sig også at være af afgørende betydning for inughuitterne: Efter John Ross' besøg fulgte en flåde af hvalfangere og handelsrejsende fulgte i hans kølvand, hvilket igen gav inughuitterne mulighed for at handle sig til europæiske varer, heriblandt træ. "Det mærkværdige er, at slæden har været udstillet på British Museum som en 'typisk' grønlandsk slæde, men det er det langt fra," fortæller medforfatter på studiet Bjarne Grønnow, der er forskningsprofessor på Nationalmuseet og Emma Vitales ph.d.-vejleder. "Faktisk er knogle-slæden en genstand, som inughuit-folket kun lavede i nogle ganske få årtier - fra da de blev isolerede, til John Ross og efterfølgende en masse handels- og hvalskibe kom og igen gav dem mulighed for at lave deres slæder af træ." Et af de sjovere fund på slæden var en lille genstand, der, trods det at slæden har været udstillet på British Museum, ikke har været opd...