
Her er, hvad kæle-katten gør ved din hjerne
Katte har ganske vist ry for at være selvstændige. Nu peger ny forskning på, at vi deler en særlig forbindelse med dem drevet af hjernens kemi. Det vigtigste stof er oxytocin, som ofte bliver kaldt kærlighedshormonet. Det er samme signalstof, som bliver udskilt ved kys og kram, når en mor holder sit barn, og som fremmer tillid og hengivenhed. Nu viser studier, at oxytocin også er vigtigt for båndet mellem mennesker og katte. Oxytocin spiller en central rolle i social tilknytning, tillid og regulering af stress hos mange dyr, herunder mennesker. Et eksperiment fra 2005 viste, at oxytocin gjorde menneskelige forsøgspersoner markant mere villige til at stole på andre i økonomiske spil. Oxytocin har også en beroligende effekt hos både mennesker og dyr, fordi det dæmper stresshormonet kortisol og aktiverer det parasympatiske nervesystem, som fremmer de reaktioner, som foregår i hvile og genopbygger kroppen, og som hjælper kroppen med at slappe af. Forskerne har længe vidst, at venskabelige interaktioner udløser frigivelse af oxytocin hos både hunde og deres ejere og skaber en gensidig feedback-loop af tilknytning. Indtil for nylig vidste man dog ikke meget om effekten hos katte. Katte viser deres hengivenhed mere subtilt. Alligevel rapporterer katteejere ofte de samme varme følelser af kammeratskab og stresslindring som hundeejere, og flere studier bekræfter nu denne oplevelse. For eksempel rapporterede forskere i Japan i 2021, at korte kælesessioner med katte øgede mange katteejeres oxytocin-niveau. I studiet interagerede kvinder med deres katte i få minutter, mens forskerne målte deres hormonniveau. Resultaterne peger på, at venskabelig kontakt - at kæle med katten, tale med blid stemme - var forbundet med forhøjet oxytocin i kvindernes spyt sammenlignet med en stille hvileperiode uden katten. Mange oplever, at det er beroligende at kæle med en spindende kat, og forskning viser, at det ikke kun skyldes den bløde pels. Det at kæle og lyden af kattens spindelyde kan udløse oxytocin i hjernen. Et studie fra 2002 viste, at denne oxytocin-reaktion fra blid kontakt med katten hjælper med at sænke vores stresshormon kortisol, hvilket igen kan reducere blodtryk og endda smerte. Forskning peger nu på specifikke øjeblikke, hvor oxytocin bliver udskilt i vores venskab på tværs af arter. Blid fysisk kontakt ser ud til at være en vigtig udløser for katte. Et studie fra februar 2025 viste, at når ejerne kælede, nussede eller vuggede deres katte i roligt samvær, steg oxytocin-niveauet hos både ejeren og katten, hvis kontakten ikke blev påtvunget dyret. Forskerne målte oxytocin hos katte i løbet af 15 minutters leg og kælen derhjemme med deres ejer. Katte med tryg tilknytning, som selv tog initiativ til kontakt som at sidde på skødet eller puffe til ejeren, viste en stigning i niveauet af oxytocin. Jo mere tid de tilbragte tæt på deres mennesker, desto større var stigningen. Det samme studie viste andre mønstre hos katte med mere ængstelige eller reserverede tilknytningsstile. Undvigende katte, som holder sig på behørig afstand, viste ingen nævneværdig ændring i oxytocin, mens ængstelige katte, som konstant søgte ejeren, men hurtigt blev overvældet af fysisk kontakt, allerede havde et højt niveau af oxytocin fra starten. Oxytocin-niveauet hos ængstelige og undvigende katte falder efter et tvungent kram. Når samspillet respekterer kattens komfort, flyder oxytocinet – men hvis katten føler sig trængt op i en krog, er det svært at fremme det vigtige tilknytningshormon. Måske kan vi lære noget af vores kattevenner, når det gælder håndtering af tilknytningsstile. Nøglen til at knytte bånd med en kat er at forstå dens måde at kommunikere på. I modsætning til hunde bruger katte ikke langvarig øjenkontakt til at skabe forbindelse. I stedet benytter de mere subtile signaler. Det mest kendte er det langsomme blink; et slags katte-smil, der signalerer tryghed og tillid. Kattens spindelyde spiller også en rolle i forholdet til mennesker. Den lavfrekvente...