Hunde i forskellige størrelser og former fandtes allerede for tusinder af år siden

Fra gadekryds til toy-pudler og mastiffer: Hunde kommer i et forbløffende udvalg af faconer, farver og størrelser. Det anslås, at omkring 700 millioner hunde i dag lever sammen med eller i nærheden af mennesker. For mange af os er hunde trofaste følgesvende, arbejdskammerater og højt elskede familiemedlemmer, og vores egen arts historie er tæt flettet sammen med dem. Men hvordan opstod denne enorme variation, og hvor langt tilbage går vores fælles fortælling? To nye studier publiceret for nyligt i Science leverer svar: Det ene studie bygger på studier af forhistoriske skeletfund. Det andet studie bygger på analyser af DNA fra forhistoriske hunde fra det østlige Eurasien. Sammen peger disse studier på, at historien om hunde og deres forhold til mennesker går længere tilbage og er mere kompleks, end vi hidtil har antaget. I førstnævnte studie har Allowen Evin og hendes kolleger fra Université de Montpellier i Frankrig benyttet 643 hunde- og ulvekranier, der spænder over de seneste 50.000 år. Dem brugte de til at belyse, hvordan den moderne variation blandt hunde opstod. Deres analyse peger på, at den karakteristiske 'hundelignende' kraniefacon først dukkede op for omkring 11.000 år siden i holocæn, som er en geologisk betegnelse for det 11.700 år lange tidsrum i Kvartær, der strækker sig fra sidste istids afslutning til nutid. Forskerne fandt også betydelig fysisk variation i hundekranier fra samme tid. Det betyder, at det brede spektrum af former og størrelser, vi ser hos hunde i dag, ikke udelukkende skyldes de intensive avlsprogrammer, der blev populære i de seneste århundreder. En del af variationen opstod allerede for flere tusinde år siden. Forskerteamet analyserede faconen på kranierne på alle 17 kendte hunde- eller ulvekranier fra Sen Pleistocæn, en geologisk periode fra 129.000 til 11.700 år siden. En del af kranierne var 50.000 år gamle. De fandt, at samtlige af kranierne fra den pleistocæne epoke overvejende havde en ulveagtig facon - også en del af de kranier, der tidligere var blevet udpeget som tidlige hunde. Det peger på, at selvom opdelingen mellem ulve og hunde sandsynligvis fandt sted i Pleistocæn, begyndte kranieformen hos de tidligste hunde først for alvor at ændre sig tættere på Holocæn - altså for omkring 11.000 år siden. Alligevel bevarede en del holocæne hundekranier stadig træk, der mindede om ulve. Forskningen peger på, at der var langt større variation blandt de tidligste hunde, end vi hidtil har troet. Denne variation kan have lagt grundlaget for de ekstreme forskelle i størrelse og form, som findes blandt hunde i dag. Tidligere genom-studier har identificeret fire store hundeslægter, som sandsynligvis opstod for omkring 20.000 år siden: Østlige: østasiatiske og arktiske hunde. Vestlige: europæiske og fra det nære østen. Oprindelsen til disse forhistoriske slægter er stadig ved at blive kortlagt, men ved at undersøge, hvordan hundenes slægtskab har ændret sig over tid og mellem forskellige regioner, kan vi få et bedre indblik i både hundenes oprindelse og bevægelserne blandt neolitiske (yngre stenalder) mennesker. I det andet nye studie undersøgte Shao-Jie Zhang og kollegerne fra Kunming Institute of Zoology, Kina, hvordan mennesker og hunde bevægede sig rundt i det østlige Eurasien (fællesbetegnelse for verdensdelene Europa og Asien). Det gjorde de ved at granske 73 forhistoriske hundegenomer, der spænder over de seneste 10.000 år. Analysen af disse hunde afslørede flere skift i afstamningen hos hunde i det østlige Eurasien, på tidspunkter der falder sammen med bevægelserne hos bestemte menneskegrupper (jæger-samlere, bønder og fåre- eller kvægavlere). Det peger på, at når forskellige menneskelige kulturgrupper vandrede gennem Eurasien, rejste deres hunde ofte med og bragte deres egne genetiske særpræg med sig. Der var dog uoverensstemmelser mellem menneskers og hundes befolkningshistorie i visse dele af Asien. For eksempel havde de østlige jæger-samlere fra henholdsvis Veretje- og Botai-kulturen,...