
Huskatten blev tæmmet i oldtidens Egypten, ifølge ny forskning
Er du glad for din kat, kan du roligt sende en varm tanke til de gamle egyptere. I hvert fald ifølge ny forskning, som tyder på, at det var dem, der tæmmede det vilde kattedyr og gjorde det til det, vi i dag kender som den tamme huskat (Felis catus), skriver Science.org. Teorierne om, hvordan huskatten blev tæmmet, har været mangfoldige, eftersom arkæologer har fundet katteknogler i menneskelige grave over hele Europa. Nogle af disse grave, for eksempel fundet på Cypern, var flere tusinde år ældre end oldtidens Egypten, hvor man før har troet, at domesticeringen foregik. Men i to nye studier, som endnu ikke er fagfællebedømte, peger forskerne på, at tæmningen af katten nok alligevel er sket blandt de gamle egyptere, og at den måske først startede for omkring 3.000 år siden. Det er DNA og knogler fra kattene, der blev fundet i Egypten og Middelhavsområdet, der har fået forskerne til at ændre kurs. For det viste sig, at kattene i gravene blot var europæiske vildkatte (Felis silvestris). Den europæiske vildkat er ikke tæt beslægtet med huskatten. Ifølge de nye studier har processen for domesticeringen været en mere grusom en af slagsen: En religiøs egyptisk kult, som foretog masseofringer af katte, gjorde nemlig kattene tamme over mange generationer. "Det er en morderisk vej til tæmning," udtaler Greger Larson, evolutionær biolog ved University of Oxford og forfatter til begge de nye studier, i artiklen fra Science.org. Det er dog ikke alle forskere, der køber den præmis. Egyptolog ved Missouri State University Julia Troche ser flere udfordringer ved den nye forskning. Katten var nemlig en del af egypternes liv længe før for 3.000 år siden, som er der, forskerne i det nye studie daterer domesticeringen til, forklarer hun til Science.org. Det viser egyptisk kunst, men også de jordiske rester fra det, som formodes at være en tam kat, der blev fundet på en nordlig egyptisk gravplads fra det fjerde årtusinde før vores tidsregning. Selvom det ikke kan siges, om kattene i den egyptiske kunst eller på den 6.000 år gamle gravplads var det, vi i dag kalder huskatten, er en ting sikker: De var en stor del af menneskets verden, længe før katteofringerne begyndte.