Er Israel i gang med at begå folkedrab i Gaza? Det er et spørgsmål, der splitter. De fleste danske politikere holder sig fra at kalde det for folkedrab. Men FN-rapportører, flere ngo'er og nødhjælpsorganisationer samt en række folkedrabseksperter har alle kaldt det folkedrab. Og Sydafrika har anlagt sag mod Israel for folkedrab ved Den Internationale Domstol (ICJ). Vi er forskere i folkeret, og vores opgave er ikke at fælde dom i konkrete sager. Det kommer vi heller ikke til at gøre i denne artikelserie (se mere om hvorfor i faktaboksen nedenfor). Vi ser indledningsvis på, hvad der ligger i folkedrabsdefinitionen, og hvordan der hidtil er dømt i internationale retssager om folkedrab. Vi kigger også på en række andre situationer, historiske og nutidige, hvor folkedrab har været på tale, men (endnu) ikke ført til dom. Alle de sager viser, hvorfor det er så svært at betegne noget som folkedrab - fordi man ikke bare skal bevise en bestemt handling, men også skal bevise en folkedrabshensigt. På den baggrund sætter vi spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er så vigtigt i praksis, om vi kalder situationen i Gaza for folkedrab eller ej. Der er nemlig ingen reel tvivl om, at Israel begår en lang række krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Gaza (det samme er i øvrigt tilfældet for Hamas). Folkedrabsforbrydelsen er defineret i Folkedrabskonventionens artikel II: "I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan: a) at dræbe medlemmer af gruppen b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade, c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse, d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor gruppen, e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe." Der skal dermed være to elementer til stede, før der er tale om folkedrab: For det første skal mindst én af de oplistede handlinger være begået, og for det andet skal det - uanset hvilke(n), der er tale om - bevises, at handlingen/handlingerne er begået med den særlige hensigt helt eller delvist at "ødelægge" den relevant gruppe "som sådan". Det er det andet element - folkedrabshensigten - der gør det særligt vanskeligt at dokumentere entydigt, om der i en konkret situation er tale om en folkedrabsforbrydelse og ikke eksempelvis forbrydelser mod menneskeheden. Dog er det i retspraksis gjort klart, at når der i Folkedrabskonventionen tales om en hensigt til at "ødelægge" en gruppe som sådan, menes en hensigt om, at gruppen fysisk eller biologisk skal forsvinde. 'Fysisk' i den forstand, at de relevante personer for eksempel direkte dræbes. 'Biologisk' i den forstand, at man for eksempel forhindrer, at der fødes børn i gruppen. Uden for definitionen af folkedrab falder handlinger, der alene for eksempel søger at ødelægge en gruppes nationale, sproglige eller kulturelle identitet - det man populært kan kalde 'kulturelt folkedrab'. Med andre ord er 'kulturelt folkedrab' ikke folkedrab i retlig forstand. Det er ligeledes gennem retspraksis slået fast, at folkedrab kan gennemføres mod en del af en gruppe, hvis ødelæggelsen retter sig mod en 'substantiel' del af gruppen i den forstand, at den ramte delgruppe er talrig eller har for eksempel særlig symbolsk betydning. Begreberne folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden skylder vi to jurister. Den ene, polsk-jødiske Lemkin, introducerede ordet 'genocide' (folkedrab) til at indfange den grusomhed, der ligger i angreb på en gruppe af menneskers ret til at eksistere som gruppe. Den anden, Lauterpacht, ville beskytte det enkelte individ mod statens overgreb. Han introducerede derfor - i tillæg til ideen om universelle menneskerettigheder - begrebet 'crimes against humanity' (forbrydelser mod menneskeheden), som skulle gøre det muligt at straffe de an...