Hvor forsvinder vores tidligste minder hen? Forskere dykker ned i små børns hukommelse

Mors varme hænder, den fløjsbløde yndlingsbamse i armene eller tumult med kammeraterne i børnehavens legerum. Hvis du nu med al magt prøver at huske tilbage, hvad er så dit allertidligste minde? I lang tid har det været et mysterium for forskerne, hvorfor de tre første år i livet er som et sort hul i erindringen. I et nyt studie publiceret i tidsskriftet Science har forskerne lagt 26 vågne babyer i en alder fra 4-24 måneder i en hjerneskanner for at undersøge babyer og børns erindringer og den såkaldte 'barndomsamnesi' eller tabet af den tidlige hukommelse. Resultaterne tyder på, at vores hjerne faktisk er i stand til at 'indkode' eller forme minder tidligere, end man ellers har troet, nemlig i de allerførste leveår. "Studiet er et første skridt på vejen til at forstå hippocampus' (hjernens hukommelsescenter, red.) rolle i dannelsen af hukommelse i livets tidlige stadie. Hvordan det hænger sammen med den mere langsigtede hukommelse, er det næste store spørgsmål," lyder det fra Tristan Yates, der som ph.d.-studerende ved Yale University stod i spidsen for forskningsholdet. "Jeg er enormt imponeret over den metode, de bruger i studiet. Det er et vigtigt indspark i forståelsen af udviklingen af hukommelsen hos små børn," siger Toril Sveistrup Jensen, adjunkt ved VIA University College, der har læst forskningen for Videnskab.dk. I det nye studie undersøgte forskerne babyer og børn, mens de i en hjerneskanner så på forskellige billeder af eksempelvis vandfald, ukendte ansigter og farverigt legetøj. Hukommelsestesten bestod i, at børnene blev vist et billede, de tidligere havde set, ved siden af et nyt et af slagsen. Hvis barnet så længere tid på det billede, de havde set før, end det nye ved siden af, var det ifølge forskerne et tegn på, at det genkendte det. Til at skanne hjerneaktiviteten benyttede forskerne sig af såkaldt fMRI-teknologi (functional magnetic resonance imaging). Her ser man på blodforsyningen, og hvilke områder af hjernen, der er aktive i hvilke situationer. Resultaterne viste, at jo større aktivitet, der var i hippocampus, når børnene blev præsenteret for et billede, jo mere så de ud til at kunne genkende det billede senere. Mere specifikt den del af hippocampus, som hos voksne er forbundet med specifikke erindringer, der kan knyttes til tid og sted såsom en begivenhed eller oplevelse. Det viser ifølge forskerne tegn på noget, der "ligner episodisk hukommelse" (se faktaboksen), hos de små, som Tristan Yates formulerer det. Det gjaldt for alle børnene i forsøget, men aktiviteten i hippocampus var størst hos dem over 12 måneder. Ideen startede, da Tristan Yates var tilknyttet Yale University som ph.d.-studerende. I dag forsker hun fortsat hukommelse i den tidlige barndom som postdoc ved Columbia University. "Vi var interesserede i vores helt tidlige erindringer. Når vi bliver voksne, er hele den første periode af vores liv næsten blank. Det er virkelig fascinerende." Nogenlunde samtidig med, at Tristan Yates og resten af forskerholdet gik i gang, kom flere beslægtede studier af gnavere ud (se eksempelvis her og her). De påviste, hvordan dyrene også kunne danne nye minder som helt små - og endnu vigtigere, at de samme minder kunne 'hentes frem' eller genkaldes senere i livet med stimulering af hjernen. Teorien bag er, at aktivitet i hjernens hippocampus - der fungerer som en slags 'database' for minder og erindringer op i voksenalderen - er en indikation på, at hjernen er i stand til at 'indkode' erindringer, vi i princippet kan hive frem som voksne. Gnaverstudierne viste, at man kan genaktivere de neuroner i hjernen, der blev brugt til at forme en tidlig erindring, senere i voksenalderen. "Men vi vidste ikke, om det så ligesådan ud hos mennesker," siger hun. "Det er det, vi forsøger at tackle med det her studie." Det er nemlig alt andet lige nemmere at studere hippocampus på mus end på små børn. Ved førstnævnte kan man lave forsøg, hvor man kommer helt ind til neuronerne bag hjerneskallen. Det gør man af gode gr...