
Hvordan laver man egentlig en vejrudsigt? Kom med på besøg hos DMI
Piloter afhænger af dem, det samme gør landmænd, kaptajner, forsikringsselskaber og politikere. Faktisk afhænger hele Danmarks terror-, atom- og katastrofeberedskab af vejrets profeter. Denne onsdag formiddag virker det dog rimelig udramatisk på gangene i hovedkvarteret hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i København. Kasper Hintz, seniorforsker ved DMI, viser vej forbi kontorer med navne som 'Fralandsvind', 'Stormflod' og 'Isslag'. Ansatte sidder koncentreret foran computerskærmene på rækker i de åbne kontorlandskaber. "Der bliver holdt øje med det hele døgnet rundt," siger Kasper Hintz. Den engelske meteorolog Lewis Fry Richardson ville nok have set måbende til, hvis han havde fulgt med os rundt i de moderne, hvide omgivelser hos DMI. I en bog fra 1922 fremlagde han sin vision for et futuristisk meteorologisk institut. I hans forestilling sad 64.000 mennesker fordelt på 20 etager og regnede på morgendagens prognoser i en slags klodeformet forudsigelsesfabrik. Alle ansvarlige for hver deres ligning i prognosen, og alle under ledelse af dagens operationsleder, der fra et podie i midten dirigerede arbejdet, som foregik med regnemaskiner og -stokke. I dag er Lewis' forudsigelsesfabrik skiftet ud med en supercomputer på Island, der kører på geotermisk energi (energi udvundet fra Jordens indre) og en hel masse computerkraft. Det er den, DMI bruger til at udregne nutidens forudsigelser om vejret. "I dag foregår det fuldstændig automatisk. Vi udvikler på modellen bag det hele, men sætter den sådan set bare til at køre, i vores tilfælde hver time for at lave en prognose," fortæller Kasper Hintz, mens vi sætter os i et af instituttets tomme mødelokaler. Der findes et hav af vejrmodeller, både på europæisk og globalt plan. Hos DMI har de været med til at udvikle den danske variant, HARMONIE, som de bruger i samspil med en række andre modeller. Men det hele starter med observationer af vind og vejr, fortæller Kasper Hintz. De bliver hentet ind fra blandt andet målestationer, satellitter, radarer, fly og vejrballoner. Så skal der orden på dataen, og de såkaldte 'startbetingelser' skal laves for udredningen af en prognose, altså selve udgangspunktet (se grafikken nedenfor). Der skal laves en grovsortering af de observationer, der er korrekte, og dem der ikke er, inden de føres ind i modellen. For nogle gange måler fly, målestationer og satellitter forkert. Alle observationer af vejret lægges så ned over et 'grid' eller et stort gitter lagt ud over det geografiske område, som DMI dækker. I hver kvadrat bliver der regnet på de værdier, der er angivet for forskellige variabler for vejret. Og så trykker man bare på en knap? "Det kan man sige," lyder det fra Kasper Hintz. "Altså en knap, hvor der ligger 20 års udvikling fra mange meteorologiske institutter i Europa bag." Computeren begynder sine beregninger og påbegynder en ny udregning af en prognose hver time. Hver gang bruger modellen den tidligere prognose som input til den næste kørsel af modellen sammen med nye observationer, der danner de såkaldte 'startbetingelser'. Kasper Hintz' arbejdsdag går med at dykke ned i koder og en hel række undermapper på computeren, der kan tage pusten fra selv det mest sirlige ordensmenneske. "Hvis vi nu tager en tilfældig fil her, så er der noget kode, som beskriver, hvordan overfladen interagerer med atmosfæren," siger han og guider gennem skærmen. Kasper Hintz har sit eget lille frimærke i modellen, som han har ansvar for at holde øje med, programmere på og forbedre. En model, der i alt fylder omkring 1 million linjer kode - eller godt 20.000 A4-sider, hvis man printede det ud. "Generelt kan man sige, at jo længere frem i tiden du går, jo mere usikker bliver prognosen," siger han. "Når folk spørger: 'Hvordan bliver sommeren et bestemt sted? Får jeg sne til jul?' Så kan vi slet ikke gå så langt frem i tid og sige noget med særlig stor sikkerhed." Der findes ikke noget, der hedder dårligt vejr, men kun dårlig påklædning. Og vejrudsigter man ikke...