Hvorfor finder vi ikke planetsystemer som vores?

Der er nu gået 30 år, siden den første exoplanet blev opdaget i 1995, og i januar 2025 nåede tallet op på 5832. Tilbage i 1995 mente man, at vores solsystem var typisk, og at langt de fleste exoplaneter derfor ville blive fundet i planetsystemer, som lignede vores solsystem. Men som årene gik, og antallet af exoplaneter voksede, opdagede astronomerne, at denne antagelse var helt forkert. De fleste kendte exoplaneter kredser alene om deres stjerne, og de er derfor ikke medlem af det, vi vil kalde et planetsystem - men vi kender i dag 976 stjerner, der er omkredset af flere planeter. Det betyder, at vi nu har 976 planetsystemer, der kan sammenlignes med vores solsystem. Men indtil nu er der ikke fundet et planetsystem, der helt ligner vores solsystem, hvad angår antal planeter, typer af planeter og størrelse. Det kan naturligvis betyde, at vores solsystem med otte planeter er en stor sjældenhed. Men det kan også forklares ved, at den måde, vi observerer på, gør os blinde over for netop at finde planetsystemer, som i opbygning og udstrækning ligner vores solsystem. Vi vil i denne artikel se på den sidste mulighed; altså at der i Mælkevejen kan findes et stort antal planetsystemer af samme type som vores solsystem, men som vi ikke kan se, på grund af den måde vi observerer exoplaneter. Da den første exoplanet blev opdaget i 1995, blev astronomerne meget overraskede, fordi planeten slet ikke lignede noget, vi kendte fra vores eget solsystem, og i virkeligheden slet ikke burde eksistere, efter de teorier man havde. Planeten kredser om stjernen 51 Pegasi, der har en afstand til Solen på 50 lysår. Oprindeligt blev planeten kaldt for 51 Pegasi b, men nu har den fået det fine navn 'Dimidium'. Det er en planet lidt større end Jupiter, men med kun halvdelen af Jupiters masse. Det kan man nu godt forklare, for Dimidium kredser om sin stjerne i en afstand på kun 8 millioner km, og det betyder, at den har en temperatur på over 1000 grader. Hvis planeten som Jupiter består af gasserne brint og helium, så bliver disse gasser jo meget varme, og varm luft udvider sig jo - bare tænk på en varmluftsballon. Så selv om massen kun er halvdelen af Jupiters masse, så har Dimidium en radius på 1,2 gange Jupiters radius. Det, der overraskede astronomerne, var at finde en gasplanet så tæt på en stjerne. I vores solsystem er alle de fire store gasplaneter jo langt fra Solen, og det mente man var helt logisk, da store gasplaneter kun kan dannes ved lave temperaturer - men Dimidiums afstand til stjernen er kun 1/7 af Merkurs afstand til Solen. Resultatet af denne første opdagelse og de mange senere exoplaneter er en helt ny forståelse af, hvordan planetsystemer dannes. Det er en meget mere voldsom affære, end man troede. Planeter dannes ud fra en skive af støv og gas omkring stjernen, men denne skive kan med sin tyngdekraft påvirke en nydannet planet, så den ender et helt andet sted, end hvor den er dannet. Når der dannes flere nye planeter, så vil de påvirke hinanden med deres tyngdekraft, ligesom de også bliver påvirket af tyngdekraften fra den skive af støv og gas, hvorfra planeterne er dannet. De fleste planeter får bare ændret deres baner, men beregninger viser, at mange planeter kan ende med at blive opslugt af deres stjerner, mens andre slynges helt bort og ender med at vandre mellem stjernerne. Det er endda muligt at planeter, der driver omkring mellem stjernerne, er mere talrige end dem, der pænt kredser om deres stjerne. Man kan roligt sige, at kaos spiller en betydelig rolle ved dannelsen af et planetsystem. Så derfor er det ikke så mærkeligt, at vi har fundet mange og meget forskellige typer af planetsystemer, som vi omtaler lidt senere. Men de mange typer fører jo så til spørgsmålet, om vores type solsystem er en sjældenhed. Det er et relevant spørgsmål, for sandsynligvis er ikke alle typer planetsystemer lige egnede for liv. Desværre kan vi ikke bruge de statistikker over kendte planetsystemer, der nu findes til at afgøre spørgsmålet. For so...