Hvorfor virker havet så beroligende på os? 1) Lader hjernen op som et batteri 2) Mennesket er udviklet ved havet 3) Naturoplevelser kan åbne sindet Kom ud i naturen!

Måske kender du følelsen: Du står ved stranden og kigger ud over havet. Bølgerne ruller ind mod kysten, horisonten strækker sig langt væk, og det er, som om tankerne falder til ro, og hverdagens stress og bekymringer tager et skridt tilbage for en stund. For mange mennesker er det afslappende at opholde sig ved havet. Men hvorfor er det egentlig sådan? Det har Anne spurgt os om i vores brevkasse Spørg Videnskaben: "Hvad er det, der er ved bølgeskvulp og glitrende vand, der tilsyneladende har en afslappende effekt på os?" Vi har taget spørgsmålet videre til Jesper Ovesen Dahlgaard, der forsker i mindfulness og mental sundhed på VIA University College. Han fremhæver tre forskellige forklaringer på, hvorfor det bringer os en ro, når vi kigger på det store ocean: Som det første påpeger forskeren, at mange af os i dag bruger en stor del af vores hverdag i det, forskere kalder 'fokuseret opmærksomhed'. Ifølge en teori, der hedder 'Attention Restoration Theory' (forkortet ART), er det den form for koncentration, som vi er i, når vi for eksempel læser en svær tekst, løser komplicerede opgaver eller koncentrerer os om at lytte til en lærer i skolen eller en kollega på arbejdet. "Det, der dog er med den fokuserede opmærksomhed, er, at den er begrænset," forklarer Jens Ovesen Dahlgaard. "Hvis vi er fokuserede for længe, kan den blive brugt op, ligesom et batteri, der løber tør. Og når det sker, kan man blive udmattet og stresset." Men ifølge teorien er der et modstykke til den fokuserede opmærksomhed, der kaldes 'den brede opmærksomhed'. Det er den opmærksomhed, vi bruger, når vi for eksempel kigger på skyer, der glider forbi, går en tur i skoven eller spejder ud over havet. Det er, når vi bruger den brede opmærksomhed, at vi kan give den fokuserede opmærksomhed et hvil. Og netop det er måske særligt relevant for os i dag, hvor mange oplever at blive slidt af hverdagens krav, siger Jens Ovesen Dahlgaard: "Havet kræver ikke, at vi fokuserer på noget bestemt. I stedet kan opmærksomheden vandre frit mellem bølgerne, horisonten og lydene fra vandet. Den mere åbne form for opmærksomhed giver hjernen mulighed for at restituere, hvilket virker beroligende og afstressende." En anden forklaring på havets beroligende virkning skal måske findes begravet dybt i vores gener, forklarer Jens Ovesen Dahlgaard videre. Ifølge noget, der kaldes 'biofili-hypotesen', har mennesker en medfødt tiltrækning til naturen, fordi vi gennem størstedelen af vores historie har været afhængige af den. "Vi er udviklet i naturen, og tilhængere af biofili-hypotesen vil sige, at vi er en del af naturen på samme måde som svampe, myrer, giraffer, træer eller enhver anden levende organisme," siger forskeren. Problemet er, at vi mennesker på relativt kort tid har bygget byer og skabt et samfund, hvor mange af os tilbringer størstedelen af dagen indendørs, væk fra naturen og omgivet af teknologi, der ligger langt fra det, der har formet os gennem vores evolution. Det kan skabe en form for afstand til de omgivelser, vores hjerner oprindeligt har udviklet sig i, forklarer forskeren. Og det kan altså føre til stress, nedsat trivsel og fremmedgørelse. Men når vi ser på for eksempel havet, kan noget blive vækket i os: "Gennem menneskets historie har søer, floder og kyster været afgørende for mad, transport og sikkerhed," siger Jesper Ovesen Dahlgaard. "Dertil har man i titusinder af år skullet tage sig i agt for rovdyr og alle mulige andre farer i naturen. Men ved havet kan man se helt til horisonten, og der er ingen risiko for, at noget pludselig springer frem og angriber én. Man kan sænke skuldrene." For mange af vores forfædre har havet desuden været kilde til alt, de havde brug for. Derfor kan mødet med havet opleves som en tilbagevenden til noget velkendt, siger Jesper Ovesen Dahlgaard. Jesper Ovesen Dahlgaard peger også på en tredje forklaring: Når mennesker står foran noget storslået som havet, kan de opleve det, psykologer kalder 'awe', en følelse af ærefrygt eller beundri...