Internettets blodårer løber på havets bund

Havet er først og fremmest natur. Det er Jordens største økosystem og dækker mere end 70 procent af planeten. Men oceanerne er også infrastruktur, et hav af transportruter, der forsyner os alle med varer og ressourcer. Skibene er synlige på overfladen, men nede på havbunden løber internettets svulstige blodårer; søkablerne, der forbinder og forener verden og sikrer 95 procent af den globale tele- og datatrafik. Vi ser dem ikke, men vi er dybt afhængige af dem. Uden søkabler var der ikke WhatsApp, Netflix, e-mails og pengeoverførsler. Kablerne strækker sig over 1,4 millioner kilometer, nok til at nå rundt om Jorden 35 gange. "Folk tror, at data er i skyen, men det er det ikke. Det er i havet," som Jayne Stowell, direktør med ansvar for undervandskabler hos Google, har sagt til avisen New York Times. I denne artikel kigger vi nærmere på fænomenet søkabler, der siden 1850'erne har defineret kommunikationssamfundet. Hvordan lægges de kilometerlange kabler, hvordan har teknologien udviklet sig, og hvordan ser fremtiden ud? Det holdt kun i få timer, men blev startskuddet til en vaskeægte revolution. I 1850 udlagde de britiske ingeniører og brødre John og Jacob Brett verdenshistoriens første søkabel, der løb fra Dover i England til Calais i Frankrig via bunden af Den Engelske Kanal. "Det var et telegrafkabel, der gjorde det muligt at sende telegrammer, altså korte skriftlige beskeder, over lange afstande," siger Andreas Marklund, seniorforsker ved Enigma – museum for post, tele og kommunikation, til Videnskab.dk. "Men kablet holdt kun i få timer, inden en fiskerbåd sejlede det i stykker." Trods den uheldige verdenspremiere blev kablet afgørende. I de følgende år blev søkabler forstærket med jerntråde og tjæret hamp, og allerede i 1853 fik vi det første danske søkabel; et telegrafkabel, der forbandt Korsør med Nyborg. Kablet over Storebælt blev en del af Øresundslinien, der åbnede året efter og gjorde det muligt at sende beskeder helt fra Hamborg til Helsingør. I 1858 kom det første transatlantiske telegrafkabel. "Det blev udlagt af sejlskibe og løb hele vejen fra Irland til Newfoundland i det østlige Canada. Projektet var en uhørt ingeniørbedrift i sin samtid," siger Andreas Marklund, der også er tilknyttet universitetet i Lund og Stockholms universitet, hvor han blandt andet forsker i kommunikationsinfrastruktur i et historisk perspektiv. "Det første officielle telegram, der blev sendt via kablet, var en besked fra Dronning Victoria af Storbritannien til den amerikanske præsident James Buchanan." Men igen var der udfordringer, og kablet holdt kun i tre uger. "I de følgende år fik man for alvor styr på teknikken, og i 1866 blev et nyt kabel udlagt langs samme rute. Det fungerede fejlfrit og inspirerede mange andre til at etablere lignede kabelforbindelser," siger Andreas Marklund. "Herfra eksploderede kommunikationen på tværs af lande og kontinenter. Hvad der før var uger eller måneder om at nå frem, kunne nu sendes på timer." Knap 100 år senere i 1962 startede Ture Jönsson i lære som telegrafmester i Post- og Telegrafvæsenet i København. "Jeg var en del af kabeldivisionen, der udlagde søkabler i det meste af verden," siger han. I dag er snart 84-årige Ture Jönsson selvstændig konsulent, der rådgiver telekommunikationsvirksomheder, når nye undervandskabler skal udrulles. Aktuelt er han med i et projekt, hvor et 2.000 kilometer langt søkabel skal etableres langs Grønlands vestkyst. Når kablerne lægges i dag, foregår det langt hen ad vejen på samme måde som for 150 år siden, fortæller Ture Jönsson. "Både skibene og kablerne er selvfølgelig mere moderne, men metoden er grundlæggende den samme," siger han. "Kablerne rulles ud fra enorme tanke og sænkes ned på havbunden, mens skibene sejler. Når kablerne nærmer sig kysten, sørger mindre både og kraftfulde maskiner for, at de kommer sikkert i land." De største skibe kan i dag have 5.000 kilometer kabel med ombord, og besætningen arbejder i skiftehold døgnet rundt i uger eller måneder, a...