Jeg er non-verbal autist: Her er 3 myter om autisme, som bør pakkes væk

Min rejse med autisme begyndte længe før min diagnose, som jeg fik, da jeg var tre år og tre måneder gammel. Min familie bemærkede tegn på autisme, allerede da jeg var omkring 15 måneder. Jeg kiggede aldrig på folk og reagerede ikke, når nogen kaldte på mig. Jeg stillede legetøjet op i rækker i stedet for at lege med det. Når jeg ville have noget, tog jeg en andens hånd og førte den hen til det, jeg ønskede. Jeg fik ofte voldsomme nedsmeltninger i støjende omgivelser, eller når rutiner pludselig blev ændret, men jeg kunne ikke forklare, hvorfor jeg blev ked af det. Senere fik jeg diagnosen autisme. Min familie sørgede over tanken om, at jeg måske aldrig ville kunne leve et selvstændigt eller fuldt liv. Men min mor spildte ikke tiden, hun fik hurtigt organiseret støtte. Mine dage blev fyldt med intensiv adfærdstræning i hjemmet, talepædagogik og andre former for hjælp. Desværre lærte jeg aldrig at tale. Men jeg lærte at kommunikere på en anden måde Da jeg var ni år, skete der et vendepunkt. Jeg begyndte at lære at kommunikere ved hjælp af en form for alternativ og supplerende kommunikation, en metode kaldet 'supported typing' (understøttet skrivning). Jeg skriver på en maskine med et tastatur kaldet en Lightwriter, som udtaler det, jeg skriver. En anden person rører min skulder, mens jeg skriver. Denne berøring hjælper mig med at mærke min krop og holde fokus på at formidle mit budskab. Jeg brugte understøttet skrivning i skolen og bruger det nu på universitetet, hvor jeg er ph.d.-studerende. Jeg forsker i neurodiversitet hos autistiske personer, som har begrænset, upålidelig eller ingen tale, eller som har komplekse kommunikationsbehov og brug for omfattende støtte. Med understøttet skrivning har jeg fået mulighed for at leve et mere fuldt liv - jeg har holdt en TEDx-talk, som én af de første uden talesprog, og jeg har skrevet min selvbiografi. Jeg har også brugt understøttet skrivning til at skrive denne artikel. Autisme påvirker, måden man kommunikerer, interagerer og opfatter verden. Autistiske personer har ofte anderledes social kommunikation og snævre interesser som for eksempel Lego eller tog. I 2022 var der 290.900 autistiske personer i Australien. Omkring en tredjedel af dem taler ikke. Denne gruppe af ikke-talende autister er socialt sårbar og oplever ofte manglende forståelse, accept og udelukkelse. Som en del af denne gruppe er jeg drevet af ønsket om at aflive nogle af de myter, der findes. Autistiske personer uden talesprog kan ikke bruge tale til at kommunikere. Men mange af os er verbale - vi forstår og bruger sprog. Jeg tænker i billeder og oplever verden visuelt. I starten var tale blot lyde uden mening. Da jeg var omkring seks år, begyndte jeg at forstå, at ord repræsenterer ting og bruges til at kommunikere. Ved at koble folks tale sammen med deres adfærd, begyndte jeg at forstå sprogets symbolske natur, og det hjalp mig med at kommunikere. Som følge af sansemæssige og motoriske forskelle har autistiske personer med komplekse kommunikationsbehov brug for støtte til at kommunikere, udføre daglige rutiner og deltage socialt. For eksempel kan fysisk berøring på hånd, arm eller skulder give os feedback om vores kropstilling, balance og bevægelse og hjælpe os med at pege på billeder, stave eller skrive. Støttepersoner hjælper os også med at holde fokus og bevare roen, så vi kan kommunikere. Autistiske personer - især med komplekse kommunikationsbehov - har brug for ekstra tid til at afkode, forstå og uddrage mening fra oplevelser. Men med tid og indsats kan mange autistiske personer uden talesprog godt vise empati og forstå andres tanker og følelser. Det kan blandt andet ske ved hjælp af sociale historier, som lærer os om sociale situationer, og hvordan man deltager i dem. De kan bruges til at forberede os på, hvad der skal ske, give os tid til at øve os, og vi kan bruge dem som støtte i virkelige situationer. For eksempel: Når vi møder en person for første gang, kan det føles overvældende. En social historie ...