Jeg fulgte en live D:A:D-koncert fra min sofa - og trådte dermed ind i en gammel tradition

Det er fredag aften, og jeg er logget ind på computeren, hvor jeg venter på, at transmissionen skal gå i gang. Det legendariske danske band D:A:D spiller 40 års jubilæumskoncert i Royal Arena, og jeg har for 99 kroner købt billet til at følge med hjemme fra sofaen. "For første gang nogensinde får danskerne mulighed for at købe en streaming-billet og nyde en livekoncert hjemmefra," hedder det i pressemeddelelsen fra Viaplay. Som kulturhistoriker er jeg i udgangspunktet altid skeptisk, når nogle selv annoncerer, at det, de laver, aldrig er set før. Og det får mig til at tænke over, hvordan liveformatet egentlig har udviklet sig, siden det blev introduceret for mere end 100 år siden. Det vil jeg gennemgå i denne artikel - mens jeg sidder i min sofa og venter spændt på, at D:A:D-koncerten går i gang. Koncerttransmissioner har eksisteret, lige så længe som teknikken har tilladt det. Allerede da de første spæde forsøg med radiotransmission tog fart i begyndelsen af 1900-tallet, kunne man melde sig til at lytte med via sit telefonapparat, når der blev transmitteret musik direkte fra Europas koncertsale. Jeg ser det for mig: Rundt om i lejligheder og huse sidder lyttere med det store telefonrør presset mod øret og lytter til en herlig blanding af støjsignaler og klassisk orkestermusik. Det var revolutionerende, at man nu kunne lytte til musik uden at være fysisk til stede sammen med musikerne, og fascinationen af, at mennesker andre steder og i andre lande også lyttede med netop nu, har opvejet den dårlige lydkvalitet. Da DR i 1925 fik den nationale sendetilladelse, var det ikke mindst musik, som blev sendt gennem højttalerne. Og selvom pladeindspilning også langsomt blev mere almindeligt, var DR i sine tidlige år (i modsætning til for eksempel svensk og engelsk radio) meget tilbageholdende med at afspille plader, men satsede særligt på livemusik. Der blev offentliggjort sæsonplaner for radioen på samme måde som fra andre koncertarrangører og teatre. Og der blev både sendt dansemusik fra blandt andet den Københavnske restaurant Nimb og eftermiddagsmusik med radioens egne musikere, som spillede direkte fra studiet. Samme praksis overtog fjernsynet, da det kom frem i begyndelsen af 1950'erne. Der blev sendt masser af musik direkte fra forskellige etablissementer rundt om i København og nogle gange også 'fra provinsen'. For eksempel 'Swingtimen', som transmitterede direkte fra jazzhuset Montmartre lørdag aften, 'Beat i Saltlageret', 'Fynske Spillemænd', festivaloptagelser fra Roskilde, Skanderborg, Tønder og Femø og fra andre musikbegivenheder med stor national og international bevågenhed. Blandt de mest legendariske er mega-medie-eventet 'LiveAid', som i 1985 samlede seere i mere end 100 lande til velgørenhedskoncert med nogle af de største engelske og amerikanske musikere, som via satellit-link spillede koncert samtidigt i både London og Philadelphia. Musik har med andre ord altid været en central public service-forpligtelse, og koncerttransmissioner har altid udgjort en fast del af programudbuddet. Både som hverdagsunderholdning og i form af det, som medieforskere i 90'erne døbte 'medie-events', hvor transmissionen er med til at give den specifikke begivenhed den særlige karakter som noget, der samler folk foran skærmen. Også selvom det ikke længere fylder så meget hos de nationale public service-kanaler, DR og TV 2. Engang var direkte musiktransmission normalen. Det var teknisk svært og ganske dyrt at gemme sine optagelser, og de teknologiske udfordringer med svigtende forbindelser, uforudsete begivenheder og dårlig lyd var et vilkår. Og selvom pladeindspilninger også var et hastigt voksende teknisk eventyr, var antallet af grammofonplader endnu begrænset. Først i løbet af 1970'erne skete der et sprogligt skifte fra, at ordet 'musik' henviste til levende musik i modsætning til 'grammofonmusik', og til at 'musik' henviste til optagelser, og det blev nødvendigt at begynde at tale om 'livemusik'. I dag er det uendeligt længe siden, a...