Jeg har set for mange raske mennesker blive til patienter - uden de nogensinde er syge Jeg skifter kurs Jeg bliver vældig upopulær Tvivlen Falsk-positive svar får os til at gå mere til læge i flere år Det er ikke din skyld, at du bliver syg Død af termit eller en forbandelse? Mennesker har brug for forklaringsmodeller Befolkningsstudier kan ikke overføres en-til-en Den snedige Dr. Knock har ret Overdiagnosticering skaber ulighed i sundhed Overflødig viden kan sætte sig som frygt Sundhedstjek er ikke en god løsning

Jeg sidder med ondt i maven på et kursus, hvor underviseren gennemgår tal for prostatakræft. Screeningsstudier viser, at op mod 2.000 mænd om året i Danmark overdiagnosticeres med prostatakræft. Det vil sige, at de får en diagnose uden at have symptomer – og de vil dø med og ikke af sygdommen. Jeg kommer til at tænke på Per, som jeg på det tidspunkt lige har interviewet til min ph.d.-afhandling. For tyve år siden fik han at vide, at han havde prostatakræft. Det skete tilfældigt, efter han havde været til lægen og fået en rutineblodprøve. Først blev han observeret på hospitalet, men efter nogle år var det egen læge, som tjekkede ham en gang om året. Kræften udviklede sig ikke, og han fik ingen behandling. Men, fortalte han i interviewet, hver eneste dag siden han fik diagnosen, har han frygtet at dø. Alle de lægebesøg og al den angst for ingenting – i 20 år! Her på kurset går det op for mig, at Per er overdiagnosticeret. Han har fået en diagnose, som ikke har skullet behandles. På det tidspunkt i 2016 er jeg i gang med min ph.d. om at blive ældre med flere kroniske sygdomme på én gang. Jeg drømmer om at skabe et sundere samfund med fokus på at få ældre mænd til at gå mere til lægen. Men jeg skal blive meget klogere. For ikke langt inde i projektet begynder jeg at se et mønster. Det her er historien om, hvordan jeg startede min forskningskarriere med at ville fremme sundhed, men endte med at forske i overdiagnostik. Måske vil du få et fornyet blik på dine seneste lægebesøg. Mange af de mænd, jeg interviewer til min ph.d., har fået diagnoser, som de aldrig har haft symptomer fra. Flere har som Per prostatakræft, som de har fået at vide, at de vil 'dø med og ikke dø af,' og som derfor ikke behøver behandling. Andre er nervøse, fordi en blodprøve har vist let forhøjet kolesterol eller forhøjet blodtryk. Mange danskere får hvert år diagnoser, der aldrig skulle have været stillet, fordi de ikke skal behandles. Beregningerne bag er komplicerede, og det er svært at sige præcist, hvor mange. Men tal fra Australien viser for eksempel, at 1 ud af 5 kvinder – og cirka hver 4. mand – med udbredte kræftdiagnoser, er overdiagnosticeret, fordi de kræftceller, de har i kroppen, aldrig vil udvikle sig. Det gælder udbredte kræftdiagnoser som prostatakræft, modermærkekræft, brystkræft, nyrekræft og bugspytkirtelkræft. Intet tyder på, at forholdene i Danmark skulle være anderledes. Frem for at undersøge, hvordan jeg får flere til at gå til læge, begynder jeg at interessere mig for, hvad sundhedstests og lægebesøg 'for en sikkerheds skyld' gør ved os mennesker. Hvad er det i vores kultur, som får mange raske til at gå til lægen? Jeg kan afsløre, at det ligger dybt i os at jagte sundhed, men behovet kan udfordres, og det vil være godt for dig, mig og hele samfundet. Et helt særligt teaterstykke fra 1923, som jeg fandt på loftet i mine forældres sommerhus, skal få mig til at indse, hvor galt det kan gå. Det kommer jeg tilbage til. Mens jeg får øjnene op for overdiagnostik særligt mod slutningen af min ph.d. i 2018, ændrer tonen sig, og jeg oplever en del modstand fra forskellige interessenter. Mange af mine antropologkolleger og mine informanter synes mest af alt, at jeg er skør: Hvorfor dog ikke bare få folk op og blive tjekket hos lægen for en sikkerheds skyld? Til et årsmøde for et lægefagligt selskab er jeg inviteret som hovedtaler. En af tilskuerne rejser sig op og siger vredt til mig: "Du er jo ikke læge!" Jeg svarer tilbage og siger noget i stil med, at jeg som antropolog ikke blot kan forholde mig til den evidens, han og andre læger skaber, men også sætte den i kontekst. For eksempel at en kræftdiagnose ikke kun er et redskab til at definere behandling, men at diagnosen også former mennesker og deres pårørende negativt. Statistikken viser, at overdiagnosticering findes. Samfundsfag og humaniora kan hjælpe til at forklare hvorfor. Men han virker ikke modtagelig for at høre mere. En af mine specialestuderende, som er i praktik i en dansk pati...