Kæmpe kælder under København gemmer på tusinder af danmarkshistoriens vigtigste skeletter

"Bliver du aldrig nervøs for at tabe et stykke vigtig danmarkshistorie?," spørger Videnskab.dk's journalist med ærefrygt i stemmen. På bordet foran ham bliver den ene cirka 3.300 år gamle knogle efter den anden lagt frem af et par nænsomme gummihandske-beklædte hænder. "Næh, man lærer hurtigt 'dos and don'ts', når man arbejder med knoglemateriale. Der er for eksempel en grund til, at jeg gør det ind over et bord," svarer Marie Louise Jørkov roligt, mens hun placerer knoglerne på bordet. Et stykke af den berømte Skrydstruppige fra bronzealderen tager gradvist form, i takt med at hendes næsten sorte knogler flyttes fra papkassen på bordet og ned på det skridsikre bobleplast ved siden af. Hun, altså Skrydstruppigen, er et af flere end 30.000 skeletter, der er sikkert låst inde og magasineret under Københavns Universitets store Panum-bygning. Selvom skeletterne er op til 10.000 år gamle, giver de stadig helt ny viden om vores forfædres helbred, samfund og død. Videnskab.dk er blevet inviteret med ind i det rum, Marie Louise Jørkov kalder for 'oldtidskælderen'. Her hviler skeletter fra stenalderen, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden i hver deres papkasse. Oldtidskælderen er et af flere magasiner, der tilsammen udgør Den Antropologiske Samling, hvor alle danske museer samt museer fra Grønland og Færøerne opmagasinerer det mellem cirka 10.000 og 200 år gamle knoglemateriale, der hvert år findes og udgraves. Samlingen har dog flere funktioner end blot opmagasinering for museerne. Knoglerne, kranierne og tænderne bruges også løbende til alverdens former for forskning. "Det er virkelig et slaraffenland for oldtidsforskere," siger Marie Louise Jørkov, der er leder af samlingen og seniorforsker med speciale i human osteologi, det vil sige studiet af menneskeknogler, og har en baggrund i 'klassisk arkæologi'. "Vi har jo materiale fra alle de forskellige store udgravninger, de har læst om gennem årene. Så der er stor interesse for at arbejde med det." Blandt andet har samlingen og det tilhørende laboratorium lagt hylder til menneskerrester fra berømtheder som Koelbjergmanden (tidligere kendt som Koelbjergkvinden), de grønlandske mumier og ikke mindst Skrydstruppigen, som Videnskab.dk's journalist får lov at 'hilse' på. Marie Louise Jørkov fremviser noget af sin særlige knogleekspertise, da hun gennemgår de fremlagte rester af Skrydstruppigen. "I løbet af teenageårene stopper knoglerne med at vokse, og vækstzonerne i for eksempel led-enderne på rørknoglerne begynder at lukke. Nogle områder lukker før andre, og det kan vi blandt andet bruge til at aldersbestemme skelettet," forklarer hun. Det var på den baggrund, at forskere med hjælp fra Skrydstruppigens knogler kunne fastslå hendes alder: Vækstzonerne (et område af brusk i enden af børn og unges knogler) var stadig ikke helt lukket flere steder, så hun måtte være cirka 18-19 år gammel, da hun døde. "Samtidig er hendes knogler længere og slankere end normalt for hendes periode i vores del af verden. Så selv uden naturvidenskabelige analyser, viser knoglerne, at hun måske ikke var her fra." Det er sådan, man ofte traditionelt har vurderet, hvem knoglerne tilhørte, og hvilket liv de levede: Den arkæologiske kontekst, knoglerne blev fundet i, for eksempel om de var begravet med gravgaver eller smykker. Og derudover de ting, som knoglerne kan fortælle om 'ejerens' liv ved at vise tegn på sygdomme og traumer, eventuelle arvelige træk og variationer, og så videre. Men nye teknologier, der kan vise meget mere end det, er også kommet til. For eksempel blev Skrydstruppigens berømmelse for alvor genantændt, da hun i 2010'erne blev udsat for en såkaldt strontiumanalyse, som Nationalmuseet var bannerfører for at bruge i perioden. Kort fortalt er strontium et grundstof, som kan spores til specifikke geografiske områder, og som man finde på dele af kroppen, der gror igennem livet, for eksempel i Skydstruppigens hår. På den måde kunne man sandsynliggøre, hvor hun havde været hvornår i sit liv. D...