
Kan AI-musik erstatte menneskeskabt musik?
Kan musik skabt af kunstig intelligens erstatte menneskabt musik? Og er vores hjerner virkelig til fals for den? Det spørgsmål er hyperaktuelt lige nu. Dels fordi den danske musikrettighedsorganisation KODA har lagt sag an mod den amerikanske musiktjeneste Suno, der producerer sange ved brug af kunstig intelligens. Anklagen lyder på rettighedstyveri. Dels er AI-sange begyndt at optræde på diverse hitlister. For eksempel 'Hardt å føle og umulig å si', som for nylig toppede hitlisten på Spotify over mest delte sange i Norge. I boksen nedenfor kan du læse min vurdering af sangen. Og i resten af artiklen forsøger jeg som hjerneforsker og musiker at give et svar på, hvordan denne udvikling stiller musik skabt af mennesker. For at svare på, om vores hjerner køber ind på AI-musik, er man nødt til at forstå både teknologien bag AI-musik, men også hvordan den menneskelige hjerne opfatter og skaber musik. Begge dele handler i høj grad om statistisk læring og 'predictive coding', der lidt løst kan oversættes til 'forudsigelsesbaseret kodning'. Statistisk læring går grundlæggende ud på, at vi ubevidst lærer, hvordan musik er skruet sammen, ved at lytte til en hel masse forskellig musik. Derefter kan vi skabe musik, som ligner, men alligevel ikke er det samme. Samme princip gør sig i øvrigt også gældende, når vi lærer sprog. På samme måde bruger computeren statistiske modeller til at forstå regelmæssigheder i data ud fra en meget stor mængde af data - for eksempel en hel masse sange. Computeren genererer herefter ny musik ved at samkøre moduler, der er ansvarlige for musikteoretiske regelmæssigheder, instrumentering, vokal og struktur. Det kan for eksempel være ved at sørge for, at rækkefølgen af akkorder passer til en given musikalsk stil. Statistisk læring ligger ligeledes til grund for den måde, programmerne sammensætter teksten og producerer musikken med instrumenter, vokal og så videre - og sætter det hele sammen på en meningsfyldt måde til sidst. En af de vigtigste ingredienser i menneskeskabt musik er at balancere kompleksiteten. Den rigtige balance mellem forudsigelighed og afvigelser gør hjernen interesseret og kan påvirke både følelser og vores nydelse af musikken. Det gælder for eksempel for rytmik, hvor den rette balance mellem at kunne finde de fire slag i takten og samtidig blive udfordret gør, at vi får lyst til at bevæge os og føler nydelse derved. Det er computeren rigtig god til at efterligne, idet den kan bruge statistikken til at ramme et gennemsnit mellem forudsigelighed og nyhed. Så langt ligner processerne for menneskeskabt musik og AI-musik altså hinanden - med den forskel, at computeren kan bygge sine sange på mange flere stykker musik, end det er muligt for et enkelt menneske at lytte til i et helt liv. Det burde jo give en konkurrencefordel til computeren. Alligevel mener jeg som hjerneforsker og musiker, at der er et punkt, hvor AI-musik vil have svært ved at udfordre menneskeskabt musik, både på den korte og den lange bane. Forskningen i musik og hjerne peger på en del forskellige veje, ad hvilke musik kan påvirke menneskelige følelser. En af disse kaldes for emotionel smitte, og kan kort sagt beskrives som den fornemmelse, vi indimellem får, når vi lytter til et stykke musik og tænker: "Jeg ved præcis, hvordan kunstneren føler lige nu". Det involverer en lang række dele af hjernen, der blandt andet handler om at integrere og oversætte andres handlinger og følelser til os selv. Emotionel smitte kræver, at vi oplever en intention bag musikken - det, som kunstneren vil os med sin musik - og at den intention kommer fra et andet menneske. Det sker i højere grad i en kontekst, hvor kunstneren føles nærværende, som for eksempel ved livemusik. Og her er vi inde ved kernen af, hvad musik er, og hvorfor vi har den. Hvis der er en evolutionær grund til, at vi har musik, vil de fleste forskere pege på, at det er dens evne til at kommunikere følelser mellem mennesker, ligesom når vi sidder til en koncert og har fornemme...