
Kan høj skærmtid give børn symptomer på ADHD? Her er to forskeres svar
For meget tid på Snapchat og YouTube kan gøre børns hjerner til en slags popcornmaskiner. 'TikTok-hjerne' eller 'brainrot', som det også bliver kaldt. Især det 'hurtige' indhold kan påvirke børn negativt - og som psykolog og ADHD-forsker Aida Bikic er refereret for at sige til netavisen Zetland: "En høj skærmtid risikerer at forværre ADHD-symptomer over tid, selv hos børn uden en diagnose." Vi har bedt Aida Bikic om at dokumentere sin påstand, samtidig med at vi har fået en anden forsker på feltet til at forholde sig til dokumentationen. Passer det? Kan for meget tid på en skærm virkelig gøre børn uopmærksomme? Ja, men det afhænger af flere forskellige faktorer. Der er fundet en forbindelse mellem skærmforbrug og symptomer på ADHD såsom uopmærksomhed, impulskontrol og hyperaktivitet blandt børn og unge. Men koblingen afhænger både af børnenes baggrund, deres tidsforbrug og typen af indhold, de ser. Det siger de forskere, som har efterprøvet påstanden for Videnskab.dk. Som psykologen Christine Tonne Artak siger: "Ikke al skærmtid er problematisk, men visse typer og mønstre kan bidrage til uopmærksomhed og hyperaktivitet hos børn - især når brugen af skærmen samtidig går ud over børnenes søvn, deres fysiske aktivitet eller sociale kontakt med andre børn." Vi har talt med følgende forskere: Aida Bikic, psykolog og lektor ved Syddansk Universitet samt Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark, hvor hun forsker i ADHD og børns skærmforbrug. Christine Tonne Artak, psykolog og postdoc ved DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i kedsomhed samt børn og unges skærmbrug. Psykolog Aida Bikic har blandt andet gennemført et stort forsøg med at reducere skærmtiden hos børn med ADHD i danske familier - et studie, der endnu ikke er publiceret. Derudover er i gang med et hjernescanningsstudie i samarbejde med Yale University, hvor hun undersøger, om høj skærmtid og bestemte typer indhold kan udløse ADHD-lignende symptomer. Videnskaben antyder, at det især er 'det hurtige' indhold, der har en effekt på børnenes adfærd, siger Aida Bikic til Zetland. For eksempel korte videoer på YouTube, TikTok og larmende tegnefilm i et hæsblæsende tempo. Videnskab.dk har spurgt SDU-forskeren, hvilket belæg hun har for sin påstand. Efterfølgende har hun sendt sin egen litteraturgennemgang samt forskellige studier på området, som du kan se i faktaboksen. Hun fremhæver desuden et forsøg, hvor børn er blevet udsat for forskelligt indhold, og det viser, at hurtigt klippede tegnefilm kan forringe børns arbejdshukommelse og deres evne til at regulere deres impulser - selv efter blot ni minutters visning. "Og tempoet i disse tegnefilm er endda langt lavere end det, børn møder på YouTube og Netflix i dag," tilføjer Aida Bikic. Hun taler især om skærmforbrug, der finder sted, når børnene er kommet hjem fra daginstitution eller skole. Der hvor mange forældre vil give sig selv og børnene 'en pause' ved at lade dem se på en skærm. Men 'pausen' kan faktisk have den modsatte effekt, fremhæver Aida Bikic. "Børnene bliver overstimulerede. Deres mentale kapacitet bliver overvældet, fordi der sker alt for meget på kort tid," siger hun til Zetland. Der er dog væsentlige nuancer at tilføje. Både Christine Tonne Artak og Aida Bikic er nemlig enige i, at man ikke kan pege på skærme som en direkte årsag til symptomer på ADHD. De psykologiske effekter i nogle af de fremhævede studier er svage, fremhæver Christine Tonne Artak. For eksempel ser man i et studie blandt 527 tyske skolebørn en lille stigning i risikoen for at få ADHD-symptomer. "Men de ændringer, der ses, er små og ligger fortsat inden for normalområdet for børns adfærd," siger hun. "Derfor kan jeg godt være bekymret for, om påstanden om en sammenhæng bliver læst, som om skærme i sig selv forårsager ADHD hos børn." Aida Bikic er selv enig i, at der er behov for nuancer. "Et enkelt studie er ikke årsagsforklarende, men det peger på en tendens, som man o...