Kig op i april: Oplev to sværme af stjerneskud, og få et kig ned under 'Venus' bælte'…!
Månen er på sin sædvanlige rundtur om Jorden, og i april tager den os på en 'rundvisning' hen over aftenhimlen, forbi Syvstjernen (også kaldet Plejaderne - en stjernehob i stjernebilledet Tyren) samt Jupiter og Mars. Og nyd det nu, inden det er for sent. Fra starten af maj og indtil august har vi igen lyse nætter med lange, smukke og måske romantiske sommeraftener - men himmelfænomenerne kommer vi ikke til at se meget til. April byder også på stjerneskud, muligheden for at nyde et fænomen, der kaldes gudinden 'Venus' bælte' (også under bæltestedet - mere om, hvad det vil sige, senere i artiklen) samt et kig ud igennem jordklodens egen skygge. Desuden kan vi i april også fejre en dansk stjernetosset digter og en noget ældre dame på 3,18 millioner år. Den årlige stjerneskudssværm Lyriderne er mest aktiv den 20. april, hvor man under helt perfekte forhold kan forvente 15-20 stjerneskud, som stråler ud fra et punkt på himlen, radianten, imellem stjernebillederne Lyren og Herkules. Antallet af lyrider vokser langsomt fra en uges tid før denne dato og aftager i en uges tid efter. Men vent nu ikke for længe! Den aftagende Måne driller med sit lys, og selv uden Månen betyder 'perfekte forhold' i denne sammenhæng, at vi skal have radianten lige over os, og himlen skal være perfekt mørk. Lyriderne overlappes af en anden stjerneskudssværm, nemlig Eta Aquariderne, som kan ses fra omkring 20. april med en radiant i stjernebilledet Vandbæreren (Aquarius). Eta Aquariderne er kendt for at levere meget hurtige stjerneskud. For nydere af en smuk solnedgang, som jeg så absolut også er, lyder det måske som lidt af en underlig opfordring, men prøv det alligevel: Vend ryggen til! På himlen modsat Solen udspiller der sig endnu et fantastisk flot himmelskuespil. Den lyserøde del af himlen, lige over Jordens skygge, kaldes for 'Venus bælte'. Og med lidt held kan vi endda få et kig ud i mørket neden under bæltet. 'Bæltet' opstår, når Solen går ned på den vestlige himmel, lige før solnedgang, og belyser atmosfæren også i østlig retning. Ganske lavt over østhorisonten ser man et 10-20° højt og meget bredt bånd fra Nord til Syd af lysende solnedgangsfarver fra gult og orange over i lyserødt og rødlilla. Det er lys fra den nedgående Sol, som passerer igennem atmosfæren og kastes samme vej tilbage til beskueren. Atmosfæren filtrerer og spreder lyset - det er samme fænomen, som skaber den blå himmel, nemlig såkaldt rayleighspredning - så kun de lyserøde nuancer klarer turen helt igennem. Som tiden går, og Solen synker længere under horisonten hæver 'bæltet' sig højere op, det bliver svagere og får mindre klare farver. Til gengæld ser man så under bæltets nederste kant et støvet blåt bælte, som er en del mørkere, og som også bliver bredere og mere diffust i de næste minutter. Det er et område af atmosfæren, hvor Solen lys ikke når ned, fordi den er nået for langt under horisonten i den modsatte retning. Så det, vi ser her, er faktisk Jordklodens egen skygge, som den kaster udad igennem atmosfæren. Hvis der havde været et tykkere lag luft omkring os, ville vi kunne se skyggen endnu længere udad imod verdensrummet. Luftens indhold af støv og vanddamp bestemmer, hvor klare farverne er, og hvor skarp overgangen imellem det belyste område i 'Venus bælte' og jordskyggen bliver, så der kan sagtens gå sport i at se efter, når lejlighed byder sig. Det ser aldrig helt ens ud. Min gode kollega, der også er skribent på dette faste format 'Kig op' på Videnskab.dk, hedder Ole Eggers Bjælde og er fra Sciencemuseerne ved Aarhus Universitet. Han fik i sidste måneds udgave af 'Kig op' i forbifarten nævnt digteren Thøger Larsen fra Lemvig. 5. april er det 150 år siden, han blev født, og lokalt fejres jubilæet hele året. Udover de to meget kendte digte 'Du Danske Sommer, Jeg Elsker Dig' og 'Danmark, nu blunder den lyse nat' har han skrevet et væld af digte, hvor hans store interesse for naturen og astronomien skinner stærkt igennem. Thøger Larsen var en yderst habil privatast...