Kig op i maj: Månen møder Mars, og stjernerne hober sig sammen
Så er det ved at være sidste chance for en mørk stjerneaften. Fra starten af maj og tre måneder frem kommer Solen ikke længere under horisonten end 18°, som er grænsen for det såkaldte 'astronomiske tusmørke'. Bor du i Nordjylland, er det måske allerede for sent, for helt oppe i Skagen begyndte de lyse nætter allerede sidst i april. Er du falstring eller lollik, kan du til gengæld nyde mørket helt til 10. maj. Stjerneskud er der ikke mange af i maj; den kraftigste sværm, Eta-Aquariderne, udspringer fra under horisonten og ses bedst kort inden solopgang i retning mod stjernebilledet Vandmanden. Skulle du være heldig at se et, kan du til gengæld sige, at du har set Halleys Komet, som ellers først besøger os igen i 2061 - for disse stjerneskud skyldes små stumper af denne berømte komet. De fleste af planeterne, som ellers prydede himmelhvælvingen i en sjælden parade i begyndelsen af året, ligger nu for tæt på Solen til at kunne ses. Bortset fra Jupiter, som du lige kan nå at se lavt over horisonten efter solnedgang, er kun Mars tilbage. Den besøges til gengæld af halvmånen natten mellem 3. og 4. maj. Nærmest står de to himmellegemer klokken tre om natten, men dette er lige før de går ned; jo tidligere på aftenen, jo højere står de på himlen. Som du kan se på billedet ovenfor, møder Mars ikke blot Månen i starten af maj, men også en såkaldt åben stjernehob ved navn Bikuben, også kendt som Praesepe (latin for krybbe) eller M44. En åben stjernehob er gruppe af stjerner dannet omtrent samtidig af den samme gassky, og som stadig er bundet sammen af tyngdekraften. Bikuben, som ligger 5-600 lysår væk i stjernebilledet Krebsen, indeholder omkring 1.000 stjerner inden for en diameter på godt 30 lysår, dannet for omkring 600 mio. år siden. De individuelle stjerner er for svage til at kunne ses med det blotte øje, men tilsammen kan Bikuben måske lige akkurat skimtes, hvis der er mørkt nok. I en almindelig håndkikkert træder de smukt frem, men måske er det bedst at vente, til Månen har passeret. En anden type stjernehobe er såkaldte kuglehobe. Hvor åbne hobe kan indeholde relativt unge stjerner, er stjernerne i kuglehobe blandt universets ældste. Da de er dannet inden Mælkevejen havde nået at synke sammen til en skive, ligger de ikke sammen med galaksens andre stjerner, men er fordelt i en halo omkring os. Mælkevejen indeholder omkring 150 kuglehobe med alt fra titusinder til millioner af stjerner. Fælles for disse objekter er, at de gennem milliarder af år langsomt har trukket sig sammen til en kompakt, kugleformet hob af rødlige stjerner. Kugleformede, fordi det er det energimæssigt mest favorable, og rødlige fordi de er så gamle, at alle de største stjerner - som lyser blåligt og kraftigst, men opbruger deres brændstof hurtigst - er døde for længst. Trods deres mange stjerner gør deres fjerne placering, at de fleste kuglehobe ikke kan ses med det blotte øje, og de fleste af dem, der kan, befinder sig desværre på den sydlige halvkugle. Men i en lille kikkert er de et rigtig fint syn! En lille, 'fuzzy' kugle, som først får én til at tro, at man ikke har stillet skarpt. Den klareste kuglehob i maj er Herkules-hoben, eller M13, i det store stjernebillede Herkules, som du finder højt på himlen mod øst (jo senere på måneden/aftenen du kigger, jo længere trækker den mod syd). Herkules ligger mellem den klare stjerne Vega og den næsten ligeså klare men mere rødlige stjerne Arcturus, som du kan finde ved at fortsætte Karlsvognens stang i en bue mod horisonten, omtrent en Karlsvognslængde. Her ligger M13 på linje mellem stjernerne Eta Herculis og Zeta Herculis: Hele området mellem Vega og Arcturus er karakteriseret af ikke at have nogle meget klare stjerner. Sidste juli proklamerede jeg ellers, at en stjerne ved navn T Corona Borealis ville blusse voldsomt op og blive lige så klar som Nordstjernen. Jeg må med skam erkende, at min forudsigelse ikke holdt stik, men den skal nok komme en dag, og måske bliver det, når du står og kigger. Dens positio...