
Kig op i oktober: Et jævnt drys af stjerneskud og et glimt af rumstationen ISS Planeterne Månen og Solen
Der bliver ikke mangel på stjerneskud i oktober. Ud over de almindelige otte til ti stykker i timen fra tilfældige retninger får vi en hilsen fra Halleys Komet i form af stjerneskudssværmen Orioniderne i midten af måneden med maksimum den 21. oktober. Men man vil kunne se stjerneskud fra Orioniderne op til en uge før og en uge efter. Hold især øje med himlen omkring den 17. oktober, hvor Månen generer mindst muligt. Orionide-stjerneskuddene er små partikler, som er faldet af Halleys Komet igennem årene, og som ligesom ved de andre stjerneskudssværme har bredt sig rundt i kometbanen. Selvom selve kometkernen befinder sig langt ude på den anden side af planeten Neptuns bane, på vej tilbage mod det indre Solsystem til en tæt passage omkring Solen midt i 2061, så er der hvert eneste år på samme dato støv nok til at underholde dem, der kan holde sig vågen indtil de små timer, hvor stjernebilledet Orion står op. Det ser ud, som om stjerneskuddene stråler ud fra det stjernebillede. Fra samme himmelegn, omkring stjernebilledet Tyren, strømmer sværmen Tauriderne i stigende antal hen imod månedens slutning. Den har mange ildkugler, og den er knyttet til kometen Encke. I nætterne omkring 9. oktober er der også noget for dem, der bliver tidligt søvnige: Stjerneskudssværmen Draconiderne ses bedst, fra det er blevet mørkt, og de stråler ud fra hovedet af stjernebilledet Dragen. Kig oppe til venstre for Nordstjernen og højt over Karlsvognen. Måske bliver den sværm ekstra aktiv i år, for 'moderkometen' 21P/Giacobini-Zinner passerede tættest forbi Solen så sent som i marts sidste år. Sidst i oktober er der gode muligheder for at se verdens største satellit, rumstationen ISS, passere forbi på den sydlige himmel. ISS er på størrelse med en fodboldbane, og den er på morgenhimlen fra 16.-31. oktober. Kig efter en meget klar, lidt brunlig prik, som bevæger sig fra højre mod venstre på himlen, og som ofte bliver usynlig, når den bevæger sig ind i Jordens skygge. Og tænk på, at der om bord er syv til ti mennesker, især fra Rusland og USA, i fredeligt samarbejde om verdens største forskningsprojekt, hvilket man har gjort uafbrudt om bord i mere end 25 år. Lyder det for kedeligt? Så prøv noget nyt: prøv at tage billeder af nattehimlens fænomener med din mobiltelefon. Det er ikke helt let, for telefonerne er bedst til dagslys og til ting, som sker tæt på, men du kan sagtens tage billeder af for eksempel stjernebilleder med lidt tålmodighed. Slå blitzen fra. Vælg 'Natindstilling', hvis du har muligheden. Stil telefonen fra dig et sted, hvor den står helt fast. Aktivér selvudløseren, så du ikke rører ved telefonen, når optagelsen starter, og prøv dig frem med belysning og zoom. Stjerner og planeter bliver prikker, og satellitter bliver lysende streger. Månen kan blive rigtig flot. God fornøjelse. Oktobers klareste planeter er Saturn og sidst på måneden Mars. 4. oktober er Saturn i opposition, det vil sige, at den står i en retning modsat Solen, så den står op på den østlige himmel ved solnedgang og er på himlen hele natten i stjernebilledet Havuhyret (Cetus). Planeten er klarere end de fleste stjerner, og hvis du har en kikkert, skylder du dig selv at se den. I en håndkikkert ser den oval ud, fordi man ikke kan skelne de smukke ringe. I en større udsigtskikkert eller et teleskop er Saturn et syn, som kan få voksne til at græde. Saturns største måne Titan er ofte synlig som en lille prik tæt ved planetskiven. Mars kan findes på den østlige morgenhimmel i hele oktober, hvor dens orangerøde skær langsomt bliver kraftigere. Også den vil hele oktober være klarere end de fleste stjerner. Månen skrumper først på måneden, så den står halv på morgenhimlen 3. oktober. 10. oktober er det nymåne, så da gemmer Månen sig tæt ved Solen på daghimlen, men få dage efter kan du finde den som et smalt højrevendt månesegl på vesthimlen lige efter solnedgang. Den vokser dag for dag, indtil det er fuldmåne mandag 26. oktober. I starten af måneden står Solen op set fra Aarhu...