
Kommunalvalg: Forstå hvordan mandaterne fordeles
Når danskerne går til kommunalvalg, handler det ikke kun om, hvem der får flest stemmer - men også om, hvordan stemmerne bliver omsat til mandater, og dermed pladser i byrådet. Bag fordelingen af mandater ligger en matematisk metode, der sikrer, at partierne får mandater nogenlunde i forhold til deres stemmetal. I Danmark bruges den såkaldte 'd'Hondtske metode' - et system, der har været grundlaget for kommunalvalgene i mere end 100 år. Her kan du blive klogere på metoden, hvorfor den nogle gange giver en lille fordel til de store partier - og hvordan valgforbund kan ændre fordelingen igen. Når der er valg til et parlament som Folketinget eller en kommunalbestyrelse i Aarhus er udgangspunktet: 1. at vælgerne stemmer 2. stemmerne tælles op 3. og efter på forhånd fastlagte regler fordeles mandaterne (det vil sige pladserne i kommunalbestyrelsen) Det er først her, man finder ud af, hvem af kandidaterne der er blevet valgt. Hvis der skal vælges mere end én, eksempelvis 31 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Aarhus, må man have nogle på forhånd fastlagte regler, der fortæller, hvordan man får fordelt mandaterne, så det afspejler den måde, stemmerne faldt på ved valget. Derfor er de konkrete regler for fordelingen af mandater en vigtig del af den måde, vores demokrati fungerer på, og som gør, at vi accepterer og stoler på processen. Kommunalvalg afvikles ved forholdstalsvalg, så partierne får pladser i kommunalbestyrelsen alt efter, hvor mange stemmer de har fået. Jo flere stemmer, des flere pladser. For at finde ud af, præcis hvor mange pladser hvert parti skal have, bruger man en regnemetode, der kaldes den d'Hondtske metode - en såkaldt divisormetode. Her tager man hvert partis stemmetal og deler det med en forudbestemt række af tal. Indenfor den d'Hondtske metode er talrækken 1, 2, 3, 4 og så fremdeles. Hver gang man dividerer, får man et nyt tal, som kaldes en kvotient. Så sorterer man kvotienterne (resultatet af hver division) fra størst til mindst, og begynder at dele pladserne ud: Den største kvotient får den første plads, den næststørste den næste plads - og sådan fortsætter man, indtil alle pladser i kommunalbestyrelsen er fordelt. En af de gode ting ved de forskellige divisormetoder er, at man ikke skal rode rundt med diverse decimalbrøker, hvilket kan ske med andre metoder. Stemmetallene fra Vallensbæk ved kommunalvalgene i 2021 kan bruges til at illustrere, hvordan den d'Hondtske metode fungerer i praksis. Vi tager det ét trin ad gangen. Først kan du se, hvor mange stemmer hvert parti fik, og hvor mange stemmer der i alt blev afgivet: De konservatives 54,9 procent af stemmerne ville være blevet til hele 2/3 af mandaterne, hvis mandaterne i Vallensbæk var blevet fordelt til hvert enkelt parti efter den d'Hondtske metode. Det gjorde de dog ikke, for i 1920'erne blev man enige om en ændring i den kommunale valglov, der tillod partierne at slutte sig sammen i valgforbund. Derved kunne de små partier deltage i mandatfordelingen på lidt mere lige fod med de store partier, og på den måde måske få en større bid af kagen. Valgforbund er siden da blevet meget udbredt, og i nogle kommuner er de større partier ivrige deltagere i dem. Det skyldes, at når de mandater, et valgforbund har fået, skal fordeles internt i valgforbundet, bruger man også den d'Hondtske fordelingsregel - og den er jo stadig til fordel for de store partier, som endda vil have en endnu større andel af stemmerne i valgforbundet end af alle stemmerne i kommunen. I tabellen herunder kan du følge, hvordan stemmerne i Vallensbæk bliver regnet om til pladser i kommunalbestyrelsen. I 2021 var der indgået to valgforbund i Vallensbæk. 1. De tre partier Radikale (B), Socialistisk Folkeparti (F) og Enhedslisten (Ø)) havde indgået ét valgforbund 2. To andre Nye Borgerlige (D) og Dansk Folkeparti (O)) et andet Hver lodret kolonne viser hvert forbund eller 'enkeltstående' parti, og tallene i rækkerne nedenunder viser, hvad der sker, når partiets stemmetal bliver delt med 1...