Krudt, kugler - og kultur: Hård magt er ikke nok, hvis vi skal klare os igennem krisetider

"Hvad udad tabes, skal indad vindes" blev efter Danmarks krigsnederlag i 1864 et nationalt mantra. Som småstat indstillede vi os på at skrue ned for militær magtudøvelse mod til gengæld at opruste på de indre linjer. Vi fokuserede på at styrke industrien, landbruget - og ikke mindst den nationale stolthed. Men i den aktuelle geo- og sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i, skal vores styrkeposition måske ikke baseres på et 'enten-eller'. Måske skal vi i højere grad satse på et 'både-og'. Vi kan med fordel supplere den massive forøgelse af det danske forsvarsbudget med et kulturelt kriseberedskab, lyder det fra flere sider (se for eksempel her og her). Kulturen skal med andre ord trække i trøjen. Men hvad vil det egentlig sige? Lad os først dykke ned i, hvad et beredskab er for en størrelse. Når vi taler om beredskab, forestiller de fleste sig militære styrker, våbenlagre, strategiske forsvarsplaner og sikring af samfundets vitale strukturer - som for eksempel energiforsyning og nødlagre. Det er de ressourcer, vi i Danmark og resten af Europa opruster voldsomt i øjeblikket. Ikke kun på grund af Ruslands invadering af Ukraine og Putins trusler mod resten af Europa. Men også fordi Trump er i færd med at svække den transatlantiske forsvarsalliance, NATO, som siden 1949 har garanteret de europæiske landes sikkerhed. Som den svenske statsminister Ulf Kristersson udtalte i januar 2025: "Vi er ikke i krig, men har heller ikke fred." Det er nye ord i en fredsregion som Norden. Presset af disse omstændigheder er Danmark sammen med resten af Europa i færd med en omstilling, der har betydning på flere planer. Vi befinder os ikke længere i en fredstid, hvor vi kan skære ned på militæret og bruge pengene på velfærd. Det rammer ikke alene vores økonomi, men også vores selvforståelse. Situationen minder os om, at vi ikke uden videre kan tage for givet at være et liberalt demokrati med høj levestandard, politisk stabilitet, social ansvarlighed, kulturel mangfoldighed, en veluddannet og oplyst befolkning. Det er en samfundsmodel og en identitet, der kræver beskyttelse. Og den kalder på en differentieret oprustningsplan. Samtidig med at vi indkøber mere militært isenkram, er vi også nødt til at skærpe en kulturel ammunition med rødder i vores styrkeposition som et fredeligt og frisindet samfund. En sådan aktivering af kultur og kulturarv er allerede skrevet ind i både de svenske og norske beredskabsplaner. Beredskab handler nemlig om andet og mere end fysisk forsvar og kampstyrke. Ifølge den amerikanske professor i politologi Joseph S. Nye handler modstandskraft i lige så høj grad om vores evne til at kunne tiltrække, påvirke og forme omverdenen positivt. Professoren skelner derfor mellem 'hard power' og 'soft power' og kalder kombinationen heraf for 'smart power'. Det smarte ligger i at forstå, at militære trusler og slagkraft grundlæggende er negativt ladede ressourcer. Og at den hårde magt vinder større terræn og mere legitim indflydelse, hvis den bliver suppleret af økonomisk-politisk samarbejde, kulturelt diplomati og værdibaseret kommunikation. Det udgør simpelthen en vital del af den kritiske infrastruktur i demokratiske samfund, at man opbygger og vedligeholder tillidsbaserede relationer, gensidige forpligtelser og en fri udveksling af viden, varer og værdier på tværs af landegrænser. Den 'bløde magt' gør demokratier som vores mindre sårbare over for manipulation og bedre i stand til at håndtere udefrakommende trusler. Som nævnt er det kulturelle kriseberedskab skrevet direkte ind i planen for det norske totalforsvar fra 2024. Her står der, at: "Kultur, kulturarv og kulturaktører er vigtige også i kriser og krig. Kulturarven er både et mål, middel og modstandskraft." Og man slår fast, at: "Regeringen mener, det er vigtigt at videreføre stærke og uafhængige medier og kunst- og kulturinstitutioner, som evner at ivaretage kulturarv og opretholde kulturelle aktiviteter under kriser og krig." At et stærkt forsvars- og kampberedskab...