
Lille fisk bestod test, der oprindeligt var udtænkt til aber
En lille fisk – pudsefisken (Labroides dimidiatus) – har vist tegn på et bemærkelsesværdigt intelligensniveau i et spejlforsøg. Ikke alene kunne fisken genkende sin egen refleksion, men den kunne også bruge et stykke mad til at udforske, hvordan spejlet fungerede, skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Scientific Reports. Spejltesten er et videnskabeligt eksperiment, der normalt bruges til at undersøge dyrs evne til at genkende sig selv og måle deres selvbevidsthed. Det sker blandt andet ved, at dyrene reagerer på et mærke, der er sat på dem - for eksempel at de forsøger at pille det af. Chimpanser, elefanter og delfiner er blot nogle af de dyr, der har bestået spejltesten. Og nu ledsages de altså af den lille pudsefisk. Normalt introduceres spejlet før mærkningen på dyret, når evnen til at teste selvbevidsthed skal måles. Men i denne undersøgelse var rækkefølgen omvendt. "Fiskene blev først mærket (med et parasitlignende mærke, red.), derefter blev spejlet introduceret for første gang. Fiskene var sandsynligvis opmærksomme på noget usædvanligt på deres krop, men de kunne ikke se det," fortæller forsker i dyreadfærd Shumpei Sogawa fra Osaka Metropolitian University i Japan. Forskerne var overraskede over, hvor hurtigt fiskene reagerede. I gennemsnit forsøgte de at gnide 'parasitten' af indenfor de første 82 minutter, hvilket peger på selvbevidsthed, før spejlet blev introduceret. "Da spejlet dukkede op, gav det straks en visuel information, der matchede en eksisterende kropslig forandring." Efter fiskene havde haft flere dage til at vænne sig til spejlet, bemærkede forskerne, at nogle af fiskene udviste en særlig adfærd. De samlede et lille stykke reje op fra bunden af akvariet, bar det hen til spejlet og smed det derefter fra sig. Da rejsen faldt synkront med sit spejlbillede, fulgte fiskene refleksionen nøje og rørte spejlet med munden. Forskerne peger på, at deres studie indikerer, at selvbevidsthed som minimum udviklede sig for 450 millioner år siden og sandsynligvis er udbredt blandt hvirveldyr – altså dyr med en rygsøjle.