Må politikere bruge AI? Nyt studie viser, hvor vi trækker grænsen

Kunstig intelligens har sneget sig ind i alle dele af vores liv, og nu begynder teknologien også at gøre sit indtog i politik. Det britiske, konservative parlamentsmedlem Tom Tugendhat kritiserede for nylig sine kolleger for at bruge ChatGPT til at skrive deres taler i parlamentet. Han advarede om, at folkevalgte ikke bør overlade deres dømmekraft til maskiner. Hans udtalelser afspejler en bredere bekymring: Skal AI overhovedet have en rolle i demokratisk beslutningstagning? Tilhængere af AI i parlamentet mener, at teknologien kan hjælpe politikere med at håndtere den enorme mængde lovforslag, høringssvar og politiske dokumenter, der præger deres arbejde. Men kritikere frygter, at en for stor afhængighed af AI kan underminere ansvarlighed og offentlighedens tillid. I vores nye forskning har vores TrustTracker-team undersøgt, hvor borgere i Storbritannien og Japan trækker grænsen for politikernes brug af kunstig intelligens. Resultatet viser en behersket accept: Borgerne er generelt komfortable med, at politikere bruger AI som rådgivende værktøj men ikke som erstatning, når beslutninger skal træffes I Storbritannien svarede næsten halvdelen af de 990 deltagere, at de slet ikke støtter idéen om, at parlamentsmedlemmer bruger AI selv som hjælpemiddel, og næsten fire ud af fem afviste helt tanken om, at AI eller robotter skulle træffe beslutninger i stedet for folkevalgte politikere. De 2.117 japanske deltagere var en smule mere åbne over for idéen, hvilket måske ikke er så overraskende, da Japan har stor erfaring med automatisering og robotteknologi. Men også her var der tydelig modstand mod at overlade beslutninger til maskiner. Der var større opbakning til brugen af AI som støtte, men holdningen var stadig præget af forsigtighed. Yngre mænd var konsekvent mere positive over for AI i politik, mens ældre og kvinder var mere skeptiske. Studiet viste også, at tillid spiller en vigtig rolle: Borgere, der har tillid til regeringen, er mere tilbøjelige til at støtte brugen af AI som hjælp til politikerne. Vores resultater afspejler i høj grad deltagernes generelle holdning til kunstig intelligens: Personer, der ser AI som noget positivt og føler sig trygge ved at bruge teknologien, var langt mere støttende. Personer, der frygter AI, var derimod stærkt afvisende. Interessant nok spiller ideologi også en rolle, men på forskellig vis i de to lande: I Storbritannien er det personer på den politiske højrefløj, der er mest åbne over for brugen af AI i parlamentet. I Japan er det derimod personer på venstrefløjen, der udviser størst imødekommenhed. Der findes altså en vis offentlig tolerance over for brugen af AI i politik, men der er en grænser. Borgerne ønsker, at deres repræsentanter bruger nye redskaber med omtanke, men de vil ikke overlade styringen til maskiner. Skellet mellem hjælp og overdragelse af beføjelser eller myndighed er afgørende: AI kan gøre det parlamentariske arbejde mere effektivt ved at hjælpe politikere med at gennemgå store mængder data, formulere bedre spørgsmål eller forudsige konsekvenserne af politiske beslutninger. Men hvis borgerne får indtryk af, at AI overtager den menneskelige dømmekraft, forsvinder opbakningen hurtigt. For magthaverne og regeringsinstitutioner, der bygger på tillid og legitimitet - er det et advarselstegn. Offentlig skepsis kan hurtigt blive til modstand, hvis reformer gennemføres hurtigere, end befolkningen indvilliger i. Sammenligningen mellem landene er interessant. Japan har en kulturel åbenhed over for robotteknologi og automatisering. Begreber som 'Society 5.0' præsenterer AI som en del af en positiv national fremtid. Alligevel trækker folk også her en grænse, når det gælder politiske beslutninger. I Storbritannien bliver debatten derimod oftest præsenteret som et spørgsmål om etik og ansvarlighed. De britiske deltagere er generelt mere forsigtige - men også mere ideologisk polariserede. Set under ét viser eksemplerne, at den offentlige holdning ikke blot afspejler kulturelle stereo...