Mulige tegn på liv i rummet: Astrofysiker forklarer, hvad de nye fund betyder

Hvad forestiller du dig, når du hører om liv i rummet mange, mange lysår fra vores klode? De fleste populære sci-fi-bøger og tv-serier forestiller sig menneskelignende væsener, der lever på fjerne planeter. Men når astronomer leder efter liv ude i rummet, kigger de som regel efter tegn på bakterier eller andre mikroskopiske organismer. En nylig forskningsartikel i The Astrophysical Journal indikerer, at forskere fra Cambridge muligvis har fundet netop sådan et tegn - endda med 99,7 procents sikkerhed. Det stammer fra en planet kaldet K2-18b, som ligger 124 lysår væk fra Jorden. Ved hjælp af NASA's James Webb-rumteleskop, der kredser om Solen og befinder sig 1,5 millioner kilometer fra Jorden, analyserede de planetens atmosfæres kemiske sammensætning. Forskerne mener, at der er lovende tegn på, at der måske er liv på K2-18b. Det er et spændende gennembrud, men det bekræfter ikke, at der er liv uden for vores solsystem. Lad os se nærmere på, hvorfor forskere ikke helt accepterer den nye forskning som bevis på liv i rummet. Offentlighedens interesse i jagten på exoplaneter faldt hurtigt - simpelthen fordi forskere fandt så mange af dem. Den første exoplanet omkring en sollignende stjerne blev opdaget i 1995 ved hjælp af en metode, vi kalder 'radialhastighedsmetoden', som udnytter det faktum, at en planet 'hiver' så meget i dens moderstjerne, at stjernen vil være i kredsløb om systemets fælles tyngdepunkt, når planeten kredser omkring stjernen. Når stjernen slingrer en lille smule frem og tilbage, skaber det en næsten umærkelig ændring i lysets bølgelængde, og den kan vi måle. I dag kender vi allerede til omkring 7.500 planeter uden for vores solsystem, men kun 43 (indtil videre) af dem er blevet observeret direkte - det svarer til cirka 0,5 procent. De fleste exoplaneter er blevet opdaget ved hjælp at to metoder, nemlig radialhastighedsmetoden eller formørkelsesmetoden (også kaldet transitmetoden). Formørkelsesmetoden går ud på at måle, hvor meget lyset fra stjernen falder, når en planet passerer foran den. Planeten blokerer en lille smule af lyset - og det er nok til, at vi kan opdage den. Det er endnu mere vanskeligt at undersøge atmosfæren på en exoplanet end at finde selve planeten. Her bruger forskere en metode kaldet spektroskopi. Når exoplaneten passerer forbi stjernen, kan astrofysikerne måle den del af stjernens lys, som passerer gennem planetens atmosfære. Forskere kan få en idé om, hvad atmosfæren på en exoplanet består af, ved at studere, hvilket lys fra stjernen der enten bliver absorberet eller sendt videre gennem atmosfæren. Lad os forsøge med en analogi: Forestil dig, at du står i den ene ende af et langt bord og kigger mod en skrivebordslampe i den anden ende. Mellem dig og lampen står et glas med væske. Når lyset fra lampen passerer gennem væsken, lægger du mærke til, at det ser en smule blåligt ud. Ud fra det kan du gætte, at væsken er vand. På samme måde ser forskere på det lys, der passerer gennem en fjern planets atmosfære. Hvis visse bølgelængder mangler eller ændrer sig, kan de konkludere, hvilke stoffer der er til stede - som for eksempel vanddamp, metan eller måske endda stoffer, der peger på liv. Det er lidt det samme, forskere gør med en exoplanet. De kigger på, hvordan lyset fra stjernen ændrer sig, når det passerer gennem planetens atmosfære, og ud fra det prøver de at finde ud af, hvad atmosfæren består af. I virkeligheden er det dog langt mere kompliceret for forskerne. Det svarer nærmest til, at glasset med vand er en lille glasperle, der triller rundt på bordet, mens der bliver skruet op og ned for lampens lysstyrke. Oven i det hele begynder vejret at drille, og en let tåge lægger sig over bordet. Væsken i perlen består af 99 procent destilleret vand og 1 procent mineralvand - og forskerne prøver at finde ud af, hvilke mineraler der gemmer sig i den lille procentdel. Vi kan hurtigt se, hvor ekstremt udfordrende det er at lave denne slags målinger. Det kræver ikke bare avanceret teknologi, men ...