
Mysterie løst: Derfor flød denne flod tilsyneladende 'op ad bakke'
Green River i USA har længe været et geologisk mysterie. Tilsyneladende løb den engang 'op ad bakke' gennem de op til 4.000 meter høje Uinta-bjerge i Utah og Colorado i stedet for at løbe udenom dem. Det skriver LiveScience på baggrund af et nyt studie. Green River udspringer i Wyoming og løber ud i Coloradofloden i Canyonlands Nationalpark i Utah. Bjergkæden er omkring 50 millioner år gammel, mens floden først begyndte at løbe gennem området for 8 millioner år siden - måske så sent som for 2 millioner år siden. Det har længe undret geologer, fordi floden ikke burde kunne have skåret sig igennem bjergene, som altså allerede var dannet, længe før floden begyndte at løbe gennem området.. Der har tidligere været fremsat to forklaringer på, hvorfor floden fulgte denne rute: Den ene er, at en anden flod, Yampa River syd for Uinta-bjergene, forinden havde skåret en passage gennem bjergene, som Green River senere fulgte. Men ifølge forskerne ville dette have krævet en meget stor flod, og Yampa River er ikke særlig stor, skriver Live Science. Den anden forklaring er, at store mængder sediment midlertidigt hævede Green River, så floden kunne løbe hen over bjergene. Men sedimentlagene i området ligger ikke højt nok til at understøtte den forklaring, skriver Live Science. I det nye studie peger forskerne i stedet på et såkaldt 'lithosfærisk dryp' - på engelsk 'lithospheric drip'. Det er en geologisk proces, hvor tungt materiale i den nederste del af jordskorpen bliver ustabilt og langsomt synker ned i den blødere kappe under, lidt som tyk sirup, og trækker landskabet ovenover med ned. Ifølge forskerne kan det midlertidigt sænke landskabet, før området senere hæver sig igen. Forskerne har benyttet computermodeller og seismiske billeder af Jordens indre - 3D-billeder som laves, ved at måle hvordan jordskælvsbølger bevæger sig gennem jorden. Her fandt de altså tegn på et gammelt 'lithosfærisk dryp' omkring 200 kilometer under Uinta-bjergene, skriver Live Science. Forskernes beregninger tyder på, at dryppet løsrev sig for mellem 2 og 5 millioner år siden, hvilket ifølge forskerne passer med estimaterne for, hvornår Green River fik sin nuværende rute gennem bjergene.