
Nattog ruller frem i Europa: Kan blive en vigtig del af den grønne omstilling Tog eller fly? Andre faktorer?
Når du forestiller dig et nattog, vil du muligvis tænke på Orientekspressen - det legendariske luksustog, der oprindeligt kørte mellem Paris og Istanbul, og som tilbød smukt interiør, bløde sofaer og en ekstravagant spisevogn. De nye europæiske nattogsruter kan ganske vist ikke hamle op med Orientekspressens luksuriøse kupéer og glamourøse restaurantvogne, men de giver turisterne et attraktivt alternativ til korte flyrejser og travle lufthavne. Blandt de ruter, der bliver oprettet i 2026, er et nyt nattog mellem Paris og Berlin. En af de mest markante udviklinger ventes at blive et planlagt nattog fra Bruxelles til Milano, som vil forbinde Nordeuropa med forbindelser videre til nogle af Sydeuropas populære feriedestinationer. Ruten vil ifølge planerne blive lanceret i efteråret 2026 med stop i blandt andet den smukke schweiziske by Bern og i den italienske by Stresa ved bredden af Lago Maggiore. Flere afgange kommer desuden til at forbinde Dresden og Prag. Ruterne afspejler en indsats fra jernbaneoperatører og politiske beslutningstagere for at genopbygge Europas nattogsnet efter flere årtiers tilbagegang. Selvom langdistancetog, som stadig er et relativt nichepræget transportmiddel i Europa, kun står for en lille andel af rejser på over 1.000 kilometer, kan flere europæiske ruter få flere til at overveje toget som en mulighed for langdistancerejser. Hastighed og billige flybilletter har i flere årtier præget rejser i Europa, men noget tyder på, at holdningen til lange togrejser er ved at ændre sig. En undersøgelse gennemført i 2021 i Tyskland, Polen, Frankrig, Spanien og Nederlandene viser, at 69 procent af de adspurgte var villige til at tage nattoget, mens 37 procent ville acceptere rejsetider på over fem timer, hvis de skiftede flyet ud med toget. Nyere adfærdsforskning peger på, at klimahensyn er begyndt at spille en rolle i nogle menneskers valg, selvom høje togpriser stadig afholder mange fra at vælge toget. Ny forskning af londonernes rejseplanlægning tyder også på, at miljøbevidsthed er blandt de stærkeste faktorer bag villigheden til at tage nattoget til feriedestinationen. Der er et stærkt miljøargument for at vælge toget. Fly udleder langt flere drivhusgasser end togrejser. I 2024 rejste europæere 443 milliarder kilometer med tog, hvilket var en stigning på 5,8 procent i forhold til året før. Det afspejler en voksende interesse for tog som alternativ til fly ved kortere distancer. For en del rejsende kan nattoget også være et godt valg, fordi toget ankommer direkte til bycentret, har færre bagagerestriktioner og kan give en mere afslappende rejse. Den seneste uro på de globale brændstofmarkeder som følge af konflikten i Iran kan få interessen for togrejser til at stige denne sommer, fordi de rejsende frygter aflysninger i lufthavnene. Da flybrændstof udgør omkring 30 procent af flyselskabernes driftsomkostninger, kan ændringer på de globale energimarkeder hurtigt påvirke flypriserne. I et varmere klima kan rejser om natten også hjælpe passagerer med at undgå nogle af døgnets varmeste timer, efterhånden som Europa oplever flere hedebølger om sommeren. Mens Europa igen får øjnene op for lange togrejser, har andre dele af verden i årtier investeret massivt i deres jernbaneinfrastruktur. Lande som Kina og Japan har brugt årtier på at udbygge højhastighedsnettet, så lange togrejser både er blevet et praktisk og attraktivt alternativ. Japan, der var pioner inden for højhastighedstog, kører i dag med sine Shinkansen-lyntog på næsten 3.000 kilometer spor. Det forbinder mere end 550 byer og viser, hvordan vedvarende investeringer kan gøre tog til et konkurrencedygtigt alternativ til indenrigsfly. Selvom nattogene er på vej tilbage, sker det dog ikke uden udfordringer, og ikke alle udvidelser bliver til noget. For eksempel blev ÖBB Nightjet-ruten mellem Paris og Wien aflyst i 2026, efter at den franske stats finansiering blev trukket tilbage. Men hvis europæerne vil mindske udledningen fra luftfarten og samtidig stadig re...