
Nedtællingen er i gang: Norges første astronaut gør klar til opsendelse
Sidste sommer blev det meldt ud, at den norske filmfotograf, Jannicke Mikkelsen, skal være astronaut på en privat rummission. Fram2 bliver den første bemandede rummission, der flyver over begge polarområder. "Jannicke, der som bekendt overtager pladsen som kommandør med ansvar for rumfartøjet og besætningen under Fram2-rummissionen, bliver den første til at repræsentere Norge i rummet med det norske flag på sin rumdragt," skriver Stig Karlsen i en mail til Forskning.no. Han arbejder med kommunikation og medieproduktion for Jannicke Mikkelsen. Ombord på Dragon-rumfartøj ejet af den privatejede amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX vil Jannicke Mikkelsen og resten af besætningen rejse rundt om Jorden flere gange i samme højde som Den Internationale Rumstation (ISS). Stig Karlsen bekræfter, at opsendelsen snart vil finde sted. "En global udmelding fra SpaceX ventes om kort tid, men det er allerede kendt, at opsendelsen vil finde sted inden udgangen af marts." "Jannicke har gennemgået et års intens træning og missionsstudier og er nu i karantæne med de sidste forberedelser inden den forestående opsendelse," siger Stig Karlsen. "Rumfærden har mange historiske milepæle, og det faktum, at vi nu har en norsk person i rummet, vil være en betydningsfuld begivenhed for Norge." Opsendelsen vil finde sted fra Kennedy Space Center i Florida, hvor Dragon-rumfartøjet vil blive løftet ud i rummet med en Falcon 9-raket. Falcon 9 vender derefter tilbage til Jorden, og Jannicke Mikkelsen og hendes tre med-astronauter fortsætter deres rejse i en højde på mellem 425 og 450 kilometer. Det er omtrent samme højde som Den Internationale Rumstation. Rumfartøjet vil have en hastighed på cirka 28.000 kilometer i timen. Det betyder, at de vil nå en gang rundt om Jorden hvert 90. minut, ifølge en pressemeddelelse. Rejsen vil vare tre til fem dage. Astronauterne skal rejse rundt om Jorden i et Dragon-rumfartøj fra SpaceX. SpaceX er en privatejet amerikansk rumfartsvirksomhed. Turen er finansieret og planlagt af kryptovaluta-investor og iværksætter Chun Wang. Jannicke Mikkelsen mødte Chun Wang, da de var naboer på Svalbard. De talte om rumrejser, men hun blev alligevel overrasket, da hun senere blev spurgt, om hun ville være med, har Jannicke Mikkelsen tidligere fortalt. Med en baggrund som filmfotograf med speciale i 3D er planen at tage spændende billeder af polarområderne fra rummet. "Jeg satser på at skabe en masse nye ting. Men det vigtigste vil være at tage billederne af Arktis og Antarktis," har hun tidligere fortalt. Rummissionens navn Fram2 er en hyldest til ekspeditionsskibet Fram, som fragtede Fridtjof Nansen og Roald Amundsen på deres polarekspeditioner. Ud over filmoptagelser af polarområderne vil der blive forsket i besætningens helbred under mikrogravitation, altså den meget lave tyngdepåvirkning, som eksempelvis optræder i en satellit, der kredser om Jorden. Blandt andet skal der for første gang tages røntgenbilleder i rummet, fremgår det af pressemeddelelsen. Fram2 vil også bidrage til forskning i nordlys. Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.